søndag den 18. december 2016

Shelterpladser på Øland

I begyndelsen af maj 2016 var vejret helt perfekt til en friluftstur til Øland i Sverige. I kan læse meget mere om alle vores oplevelser fra denne fantastiske tur her.

I dette blogindlæg vil vi beskrive de forskellige steder, vi sov, så andre forhåbentlig kan få glæde af de smukke og fantastiske overnatningspladser. Vi fandt nemlig ud af inden afgang, at det var mega svært at finde sheltere på Øland via internettet.

Da vi kom til Øland stoppede vi ved turistinformationen i Färjestaden, men det var ikke til megen hjælp. Den søde dame, som vi talte med, kunne kun udlevere det samme kort, som vi allerede havde fundet på nettet.
Og i løbet af turen fandt vi ud af, at grunden til, at det var svært at få information om sheltere på Øland var, at der ikke er særlig mange på den relativt store ø. Det er faktisk lidt en mangelvare. Især på den midterste del af øen.

Men her kommer i hvert fald vores anbefalinger til overnatning i det fri:

Den første nat sov vi på en fin shelterplads ved Klovenhall. Denne shelter er en del af ruten Ølandsleden. Der var en utrolig smuk udsigt over havet, masser af fuglesang og biers summen. Et rigtigt fredfyldt og idyllisk sted. I nærheden ligger der en stor sten fra istiden, hvortil der knytter sig et gammelt sagn.



Faciliteter:
  • Shelteren var gammel, bygget af rundstokke og derfor rimelig utæt.
  • Den var lille og der kunne kun lige ligge 4 alm. liggeunderlag.
  • I regn/sne/blæst kan den lukkes fortil med en "låge".
  • Ny og ren toiletvogn var opstillet tæt på shelteren.
  • Der lå brænde til fri afbenyttelse og der var en udmærket grillrist.
  • Rummelig affaldsspand, så man behøvede ikke at tage sit affald med videre.
  • Flere borde/bænkesæt både ved shelteren og ved havet.
  • Intet drikkevand.
  • Der var ikke så langt til et sommerhusområde, så der kom lidt hundeluftere og cykelister forbi.
  • Vi havde mus om natten, så pas på madvarer.
  • Alt i alt en rigtig god shelterplads i godt vejr.



Kørselsvejledning:
Shelteren ligger på sydvestkysten af Øland. Kommer du fra nord, skal du dreje til højre lige efter Risinge. Vejen drejer skarpt til venstre og man kører over en færist. Herefter løber vejen igennem en mark med venlige køer.




Efter færist nr. 2 kommer man snart til et sommerhusområde mod venstre. Vi parkerede netop der, hvor vejen drejede, ved nogle store sten.
Herfra gik vi med oppakning ad cykelstien langs kysten. Ca. 800 meter henne fandt vi shelteren inde til venstre. Den kan tydeligt ses fra stien, og der står et skilt.

Anden nat ledte vi efter en shelter på alvaret, men uden held. Vi kunne ikke finde det sted, hvor vi skulle ind ad en lille sti, og vi havde også svært ved at vurdere, hvor langt der ville være at gå fra der, hvor vi kunne parkere bilen.
Derfor kørte vi i stedet videre til Seby og drejede ned til kysten, hvor man mod betaling måtte slå telt op.




Faciliteter:
  • Stor plæne med plads til telte.
  • På parkeringspladsen kan man også parkere autocampere mv.
  • Det kostede 40 svenske kroner i døgnet pr. person. Pengene lægges i en postkasse, som er slået op på hegnet ind til pladsen.
  • Pladsens græsplæne var slået, og der groede vilde orkideer. 
  • To muldtoiletter.
  • Affaldscontainer på parkeringspladsen.
  • Der var ikke drikkevand, men en gammel vandpost, som kunne bruges til fingervask mv.
  • Flere borde/bænkesæt
  • Ingen bålplads og intet brænde.
  • Nogle rum med bænke i forbindelse med toiletbygningen kunne bruges til overnatning i en snæver vending, hvis man ikke har noget telt.



På det nordlige Øland ved et sted, som hedder Ramsnäs, fandt vi en fantastisk plads i en fyrreskov ved havet.

Faciliteter:
  • Gammel shelter med plads til 4.
  • "Låge" som kan slås ned foran shelteren i dårligt vejr.
  • Borde/bænkesæt
  • Bålplads i cementrør -pas på med åben ild, der var MEGET tørt i skovbunden.
  • Masser af brænde kan sankes i skoven.
  • Parkering ca. 200 meter fra shelteren
  • Ca. 20 meter til stranden
  • Det mest fancy handicaptoilet ved p-pladsen vi til dato har set. Der var tilmed afspritning til hænderne. 
  • Skraldespand ved p-pladsen (meget nyttigt, hvis man skal smage på surstrømming!).
  • Intet drikkevand.
  • Om sommeren er der vildt mange blåbær, så husk at tage noget med til at plukke dem i.



Kørselsvejledning:
Vi kørte nordpå til vi nåede den lille by Högby. Her drejede vi til venstre mod Löttorp. I udkanten af Löttorp drejede vi til højre af Byrumsvägen. Denne vej fulgte vi et godt stykke tid mod nordøst. Efter byen Byrum, drejede vi til venstre og kørte ind igennem en skov. På et tidspunkt kom vi til en lille rasteplads og et MEGET fint handicaptoilet. Der parkerede vi bilen og gik ned mod vandet. Shelteren ligger lige frem og lidt til højre i forhold til parkeringspladsen.

Sidste og fjerde stop blev en shelter helt mod nord. Den lå i et skovbryn ud til en strandeng ved et sted der hedder Nabbelund. Foran strandengen ligger Grankullaviken med udsigt til fyrtårnet Lange Erik (sagt med tyk svensk accent)



Faciliteter:
  • Gammel shelter med plads til 4.
  • Vakkelvorn låge, som kan slås ned i dårligt vejr.
  • Bålplads og brænde i skoven.
  • Intet drikkevand.
  • Meget små bænke at sidde på. Intet borde/bænkesæt.
  • Vi mødte INGEN mennesker overhovedet ved denne shelter, da den ligger meget isoleret.
  • Vi havde alle et par skovflåter dagen efter.
  • Mange spændende fugle og orkideer i skovbunden.
  • Køer på strandengen. De kom ikke tæt på, og gjorde os intet.



Kørselsvejledning:
Kør helt mod nord på Øland. Shelteren ligger et stykke fra hovedvej 136 i nærheden af Nabbelund. Vi kørte fra hovedvejen og ned af en mindre vej, hvor vi krydsede en færist. Vi kørte så langt det var muligt, indtil vejen endte i en skovsti. Når du helt ned til vandet af denne skovsti og ser et lille rødt sommerhus, som hedder Flesen, så skal du til venstre et godt stykke langs skovbrynet for at finde shelteren.
Midt på skovstien går der en anden skovsti til venstre. Her i dette lille bitte kryds midt i skoven parkerede vi bilen og gik resten af vejen.


Der er en fantastisk natur på Øland og nogle skønne steder at overnatte. Vi håber, at andre får lyst til at tage af sted, og at I får en lige så vidunderlig tur til Øland, som vi har haft.

I er velkomne til at følge os på Facebook, eller se flere billeder på Instagram @twodanesontour