onsdag den 9. november 2016

På endagstur til Malmö

I det solrige og smukke forår 2016 tog vi en endagstur til Malmø.
Rasmus havde i fødselsdagsgave af hans søster, svoger og to niecer fået det meget fine valg: En tur til Malmø eller en tur til Marebæk (som er en meget lille flække på Falster, hvor vi bor). Rasmus overvejede det længe - og valgte til sidst det svenske ;-)

Rasmus havde aldrig besøgt byen før, og da Anne Marie var der sidst, var Turning torso endnu ikke bygget, (den stod færdig i 2005). Så denne sjove skyskraber blev første stop. En virkelig speciel bygning, som, vi godt kan forstå, får megen opmærksomhed. Vi fik lyst til at se den fra flere vinkler og gik længe rundt og kiggede på den.

 

 

 



Derefter trak vi ned til vandet, hvor vi fandt en grøn plet i Daniaparken og indtog vores indkøbte frokost fra ICA.


Hele havneområdet omkring Turning torso er hyggeligt og imødekommende og et sted, hvor man nemt kan hygge sig og slappe af i solen.

 

 
 
Der er en fin udsigt over Øresundsbroen og den danske kyst. Langs vandet er der bygget en bred trappe, som man kan gå eller sidde på, og den fører hen til en lille hyggelig lystbådehavn. 


 
 
 

På vej tilbage til centrum af byen, gik vi ad Fritidens stig, hvor der var en vandskibane, som var sjov at kigge på. 


 
 
 
 
Vi kom tilfældigt forbi Fiskehoddorna, en lille hyggelig gade med små udendørs fiskebutikker, som vi selvfølgelig skulle kigge nærmere på.


Pludselig kom der en gammel sporvogn rundt om hjørnet og parkerede lige foran os. Den kunne Anne Marie og Ella ikke stå for. Vi måtte op at køre en tur. Hvor tit er det lige, at man har mulighed for at prøve det? Og så var priserne helt i orden. Voksne 20 kr. Børn mellem 6 og 16 år 10 kr, mens børn under 6 år kører med gratis.

 
 
 

Vi hyggede os over de små skilte i sporvognen, som selvfølgelig stod på svensk.

 

 

 

Igen lidt ved et tilfælde stod vi af ved en af endestationerne, og derved også lige ved en fin legeplads, som selvfølgelig skulle udforskes og afprøves af Ella og Karen.



Så gik det igen mod centrum, da det var blevet tid for lidt shopping. Men inden da kom vi først igennem en stor og grøn kirkegård, der lå som en smuk og fredelig oase midt i byen, og derefter over den lille bro Davidshallsbron, som forbinder Trianglen med Gustav Adolfs Torg. Her står der to rækker af sko støbt i bronze af kendte skuespillere, komikere, balletdansere og revystjerner.

Først fik vi lige et sug i maven, da det minder os om rækken af sko i Budapest "Shoes on the Danube Bank", som symboliserer de jøder, som blev skudt, dræbt og smidt i Donau-floden under 2. Verdenskrig. 

Men vores niecer på 4 og 8 har jo ikke denne association, så de kunne ikke stå for fristelsen og måtte prøve alle skoene. Sjov idé og en fin, lille "legeplads" midt i byen, som mange forbipasserende børn måtte prøve.



Efter lidt tøjindkøb sluttede vi af med aftensmad på Lilla torg, hvor der var masser af restauranter med udendørsservering i fine gamle bygninger.

 



Vi spiste på den flotte italienske restaurant Piccolo Mondo, som ligger på hjørnet til Stortorget. Maden og betjeningen var i mellemklasse, men lokalet vi sad i havde højt til loftet, og var meget smukt.



Malmø, du var et fint og hyggeligt bekendtskab. Vi ses igen. 

Ingen kommentarer:

Send en kommentar