lørdag den 16. april 2016

Tranedans ved Hornborgasjön

Jeg kigger på fugle - Hvorfor ik'? Hvorfor ik'? Når de sidder på min hæk.
Jeg kigger på fugle - Hvorfor ik'? Hvorfor ik'? Måske om lidt er de væk.


Denne (ret irriterende) sang af Djämes Braun har rumsteret i vores hoveder i tre dage - og ikke uden grund. Vi har nemlig kigget på fugle - rigtig mange fugle - i tusindvis af fugle!




Vi er kørt til Sverige sammen med Anne Maries mor Sonja, og Sonjas veninde Gunhild. De har før været med Ældresagen på fugletur, men nu er de altså kommet med de unge på tur ;-)

 
 
Men er sådan en tur ikke kun for ornitologer og nørder generelt?
Nej, det synes vi ikke (måske vil andre benævne os som nørder, når det handler om at se fugle og andre dyr).
Vi nød synet af de mange traner, gæs, svaner og stære, men vi blev i modsætning til mange andre ikke stående hele dagen med vores halve meter lange kameralinser og kikkerter. Vi kørte lidt til og fra, som det passede os bedst - og Rasmus ærgrede sig nok lidt over, at han ikke var i besiddelse af halve meter lange kameralinser...




Mange havde også parkeret deres store autocampere på parkeringspladsen ved Trandansen. Der er simpelthen folk, som holder ferie på denne parkeringsplads og kigger på traner i dagevis (det er de ægte nørder!) Det koster 20 kr. at parkere en personbil i et døgn, mens det koster 100 kr. for en autocamper - det er altså fundet for de penge, og så med den udsigt!



Og hvor er det så, vi har været henne?
Vi har været ved den sydlige del af Hornborgasjön i Sverige, som hvert år, fra midten af marts til midten af april, er skueplads for et spektakulært syn!
Hornborgasjön ligger mellem de to store søer Vänern og Vättern i Västergötland. Traner samles her på deres vej fra overvintringsstederne i Spanien og Frankrig til deres ynglepladser i Sverige og Norge. De er både sultne og trætte efter den lange flyvetur, og nogle af dem har brug for at finde en mage. Derfor gør de sig til ved at danse for deres udkårne.

Og hvordan er det så lige en trane danser?
Jo, de strækker sig, bøjer halsen ned, slår eller ryster med vingerne og hopper op i luften mens de trompeterer noget så højt. På denne måde knytter hannen og hunnen bånd til hinanden og danner par.




 
 
 

 


Egentlig er tranen, efter vores mening, ikke et lige så flot syn som storken er. De har begge en lang hals og lange ben, men tranens fjerdragten er ikke nær så flot. Den er grå med lidt sorte og hvide fjer og en rød plet på hovedet. Dens næb er sart gult eller måske snarere gråligt. Men når de står helt tæt på i 1000-vis, så bliver man alligevel ydmyg!
Og når de kommer flyvende med udstrakte halse og "landingsstellet slået ud", så er det virkeligt et spektakulært syn.
Det der med landingsstellet var et udtryk, som kom til os i løbet af weekenden. Vi nød hver gang, vi så en flok traner, som havde gjort klar til landing. De svævede lavt hen over de andre traner, som allerede stod på marken, slog benene ned, cirklede et par gange rundt og satte de lange ben på jorden i mylderet mellem alle de andre fugle. Det mindede os om et fly, som havde slået landingshjulet ned og på samme måde gjorde klar til landing.




Og vi må jo sige, at vi kom lige på det rette tidspunkt! Omkring månedsskiftet marts/april er der allerflest. Vi havde derfor valgt weekenden d. 1/4 til 3/4. Den første dag vi var der, blev der talt 19.100 traner. Tranerne tælles om aftenen, når de letter i små flokke i løbet af en times tid omkring solnedgang. De flyver ud i søen for at overnatte, hvor de står på et ben på lavt vand i sikkerhed for rovdyr.



Om morgenen omkring solopgang kommer de retur. Denne gang i store flokke. Det var efter vores mening det flotteste tidspunkt på dagen at se dem. Både fordi der var så meget aktivitet - og så det der med indflyvningen og landingsstellet :-)

Ved Hornborgasjön kommer der fast europæiske traner (grus grus) hvert forår. I begyndelsen kom de og gjorde hvil her, fordi de nærliggende herregårde lavede brændevin på kartofler og smed skrællerne ud, som tranerne åbenbart godt kunne lide at spise. Nu til dags fodres de med korn, som bliver spredt ud om natten ved rastepladsen Trandansen, mens tranerne sover ude i søen.




Lidt facts om vores tur:
  • Det tager godt 4 timer at køre fra Øresundsbroen til Hornborgasjön.
  • Vi boede på STF vandrehjem i Falköping til omkring 200 kr. pr. person pr. nat på fint dobbeltværelse.
  • Det tager ca. 20 minutter at køre fra vandrehjemmet til Hornborgasjön.
  • Ved Hornborgasjön samles tranerne ved rastepladsen Trandansen. Der kan du parkere din bil for 20 kr. i døgnet.
  • Hvis du vil have chance for at se solopgang, så skal du være ude ved søen kl. 6! Vi synes, at det er det bedste tidspunkt på døgnet, da masser af store flokke af traner kommer flyvende hen til Trandansen.
  • Vil du være der til solnedgang, så er det mellem kl. 19 og 20. Her flyver små flokke ud i søen.
  • Hvis du er interesseret i at se andre fugle, så kan du også køre til rastepladsen Naturum. Der parkerer du gratis. Her så vi svaner, gæs, troldænder, lappedykkere og blishøns. Der er forskellige fugleskjul og en fin indendørs fugleudstilling med kikkerter, bibliotek og masser andet at kigge på.
  • Hornborgasjön har deres egen hjemmeside med masser af informationer. Her kan man bl.a. finde guidede ture.
  • Vi spiste aftensmad på to rigtig fine restauranter i Falköping: Gondolino og Hotell Ranten.
  • Den samlede pris for turen inkl. overnatning, bro, brændstof, 3 gange frokost og 1 gang aftensmad blev 1320,- pr. person (vi havde selv morgenmad med og AM's mor gav den ene middag).

Bliver du "træt" af at kigge på fugle, så kan du lige som os, gøre et stop ved Gudhems kirke og klosterruin, som ligger på vejen mellem Falköping og Hornborgasjön. Klosterruinen har dannet kulisse for bøgerne og filmene om tempelridderen Arn Magnusson skrevet af den svenske forfatter Jan Guillous. Det er nok mest interessant, hvis man har læst bøgerne eller set filmene. Der var gratis entre.



Vi ville gerne have set en vild elg på vores vej, men da denne drøm ikke gik i opfyldelse, så måtte vi nøjes med det næstbedste.



På vejen hjem stoppede vi i Sveriges ældste elgpark Elinge Älgpark, som ligger mellem afkørsel 78 og 79 på E4. Her havde de 7 elge, som man kunne få lov til at fodre og klappe, hvis ellers de havde lyst. De var godt nok bløde! Vil man se de små nyfødte kalve, så skal man ikke komme før i maj måned.

 
 
 

Og efter vi havde klappet en elg, så spiste vi elgburgere i deres lille hyggelige café :-)



Sidste stop blev en klassiker: Godisflyget på E4 ved afkørsel 73. Her kostede 100 gram bland-selv slik 4,95 svenske kroner. Altså lige omkring 4 kroner. Så der blev tanket pænt op. 

 
 
Du er velkommen til at finde os på Facebook eller Instagram: @twodanesontour, hvor vi lægger masser af billeder ud og kommer med updates, når vi er på farten. Du er også velkommen til at følge med her på bloggen, hvor vores næste tur også går til Sverige, nemlig Øland.
 

8 kommentarer:

  1. Det lyder som en fed tur! Selvom jeg er biologistuderende, så er jeg ikke blevet helt hooked på fugle, men naturfænomener som sort sol og tranernes parringsdans gad jeg godt at se! Og jeres beskrivelse har bestemt ikke givet mig mindre lyst ;)

    SvarSlet
    Svar
    1. Hej Tine
      Tak fordi du kiggede forbi og tog dig tid til at kommentere vores indlæg.
      Vores største interesse er egentlig heller ikke fugle, men mere pattedyr og havdyr -men som du selv skriver: de store naturfænomener er jo bare fantastiske og så gør det egentlig ikke så meget, hvad det er for nogle dyr.
      Vi håber, at du engang kommer af sted til tranedans -så vil vi meget gerne læse om dine oplevelser.

      Glade rejsehilsner
      Rasmus og Anne Marie

      Slet
  2. Det ser og lyder til at I har haft en helt vild skøn tur. Elsker at læse om folks passioner selvom fugle ikke lige er mig. Kunne dog godt tænke mig at få den oplevelse i fik, for det ser da ret vildt ud og noget som jeg ikke anede eksisterede. Så tak fordi i delte det med os andre :-)
    /Annette

    SvarSlet
    Svar
    1. Kære Annette
      Ja, det var en rigtig fin tur og en, som vi ikke selv havde overvejet, hvis det ikke var fordi AM's mor havde været der før og havde spurgt, om vi ville med.
      Det kan fint kombineres med andet på en weekendtur til Sverige, hvis man ikke lige er til at stå og kigge på fugle i timevis. Men det er altså helt specielt at se næsten 20.000 fugle samlet på ét sted.
      Tak fordi du kiggede forbi og skrev os en lille hilsen. Det sætter vi pris på.
      Anne Marie

      Slet
  3. Jeg ville aldrig havde gættet på at man kunne se sådan en tranedans i Sverige. Jeg troede at man skulle helt til Afrika.

    Tak for en god artikel.

    SvarSlet
    Svar
    1. Hej Torben
      Tak for din hilsen. Og hvor er det dejligt, at der er andre, som kan få glæde af det, vi skriver. Skønt at du lige fadt tid til at fortælle os det.

      Det er en stor oplevelse at tage til tranedans i Sverige. Det vil vi rigtig gerne anbefale. Og nej, man behøver ikke tage til Afrika. Der er det en anden art af traner, som man kan se.

      Venlig hilsen
      Rasmus og Anne Marie

      Slet
  4. Great article! Especially fun to read as I am from Falköping. Next time you are in the area, let me know, and I'll show you some other sights close by!

    /Marcus (@earthseeing)

    SvarSlet
    Svar
    1. Dear Marcus. Thanks for your comment and nice words. We will for sure let you know if/when we get to Falköbing next time. We really liked the area and especially all the cranes. It was an incredible sight.

      Happy travels
      Anne Marie

      Slet