søndag den 27. marts 2016

Små bump på vejen

Som rejsebloggere skriver vi oftest om alle de fantastiske og dejlige oplevelser, som vi har rundt omkring i hele verden. Er det mon fordi vi aldrig oplever noget negativt? Fordi de uheldige oplevelser hurtigt er glemt igen? Eller fordi vi gerne vil have det hele til at se rosenrødt ud? 
Der er nok flere svar på det spørgsmål, men her kommer i hvert fald et indlæg om et PAR udfordringer, som vi har haft i forbindelse med vores tur til Israel...

Allerede i maj 2015 købte vi flybilletter til Tel Aviv med afgang i februar 2016. Vi havde faktisk først kigget lidt på Libanon og Egypten, men både på grund af flybilletpriserne og på grund af den politiske situation i de to pågældende lande, blev vi enige om, at vi sagtens kunne tage endnu et smut til Israel. Vi kunne komme med SAS direkte til Tel Aviv for 1500 kr. retur - en favorabel pris!

Vi bestilte hostel til de dage, vi skulle være i Tel Aviv og lejede bil fra lufthavnen. Alt skulle nu være på plads...

Månederne gik og vi begyndt at glæde os mere og mere til turen.
12 dage før afrejse modtog Rasmus en mail fra SuperSaver: Vi er kede af at meddele jer, at jeres flybilletter er blevet annulleret, da SAS nu kun beflyver ruten København-Tel Aviv om fredagen. I vil få pengene retur, dog uden nogen form for kompensation.

Gennem de sidste 20 år, hvor vi begge har rejst en del rundt, har vi aldrig før prøvet, at vores billetter bare blev aflyst!
Og så var gode dyr rådne!

Samme aften måtte vi bestille nye flybilletter - nu til en dyrere pris og med en mellemlanding i Moskva på vej ud og i Stokholm på vej hjem.
Derudover måtte vi også bruge tid på at lave billejen om, da vi pludselig kom 6½ time senere til Tel Aviv og også skulle senere derfra.
Det tog det meste af en aften, men der kom styr på tingene igen.

Tre dage efter modtog Anne Marie en mail fra Abraham hostels Tel Aviv, at de desværre ikke var blevet færdige med at renovere deres værelser, og derfor blev nød til at aflyse vores reservation..

OK, hvor uheldig har man lov til at være?



Åh jo, der kom lige et lille "bump" mere. Vi præsterede nemlig for første gang nogensinde at blive smidt ud fra et hostel. Og den historie skal I selvfølgelig også have!

Vi havde booket tre nætter på Chef Hostel i Tel Aviv, efter at Abraham hostels havde aflyst. Grunden til, at vi havde booket her, var både fordi vores venner Martin og Sanne havde booket sig ind her, men også fordi de reklamerede med gratis parkering, - og netop parkering kan være svært at finde i indre by.

Da vi fik en bekræftende mail fra hostelet, var parkeringen ikke længere gratis, så Rasmus kontaktede hjemmesiden, vi havde booket igennem. De bad os om at få en udspecificeret regning, hvis vi blev opkrævet parkering.
Da Rasmus så efter første nat gik ind i fællesrummet for at afregne med ejeren, blev vi (selvfølelig) opkrævet for parkering, og Rasmus bad derfor om en udspecificeret kvittering.

Det fik imidlertid ejeren til at ryge helt op i det røde felt, og der fulgte nu en 5-10 minutters tilsvining af danskere og europæere generelt. Han råbte og skreg om, at vi aldrig ville betale for noget og aldrig bookede til fuld pris.
Rasmus forklarede ham med sindsro, at hvor han kom fra, der bestemte markedet prisen, og hvis folk ikke ville betale fuld pris, så var der nok en grund til det. Samtidig gjorde Rasmus det klart, at når man reklamerer med gratis parkering ved reservationen, så er det det, der gælder, også selvom man i bagklogskabes klare lys skulle have skrevet, at der kun var gratis parkering, hvis man havde betalt fuld pris for værelset.
Den forklaring fik ejeren om muligt endnu længere op i feltet. I hvert fald råbte han, at vi skulle pakke vores ting, at han ikke ville have vores penge, og at vi ikke længere var velkomne!

Så Rasmus måtte gå ud til Anne Marie, som havde søgt ly underfor på gaden, og overbringe hende nyheden: Vi er smidt ud! Så du bliver nok nød til at gå med ind og pakke.

Summa summarum, vi fik en gratis overnatning med gratis parkering, vi fandt en mere central lejlighed der var langt billigere og med parkering lige udenfor - for et mindre gebyr. Så vi vil i stedet gerne anbefale Ateret Suites lige ved Carmel Market. Dog er det jo ikke et hostel, hvis det er det, man er på udkig efter, men udemærkede værelser med tekøkken centralt i Tel Aviv.



Vi rejser altid med valgsproget: "Hvad er det værste, der kan ske?" Og vi blev endnu engang bekræftet i, at det er den rigtige indstilling at have til tingene.
Når alt kommer til alt, er de små bump jo kun udfordringer eller "First world problems", om man vil. Der findes løsninger på tingene, og vi har endnu ikke sovet på gaden. Og det er jo disse historier, der efterfølgende bliver de bedste rejseanekdoter at fortælle...

Og så skal I da også lige have slutningen på historien! For ejeren har efterfølgende meldt os til Booking.com som "no-shows" - altså anklaget os for aldrig at være dukket op på hans hostel. Og han har i den forbindelse krævet 164 US $ i erstatning. Dem har vi nu ikke tænkt os at betale, så hvem ved? Måske kommer der endnu en følgeton i sagaen om den gang, vi blev smidt ud af et hostel i Tel Aviv...




10 kommentarer:

  1. Holy moly, I har godt nok været uheldige! Men så er jeg sikker på at de gode oplevelser bare er blevet endnu bedre ;) Jeg er ikke decideret blevet smidt ud af et hostel, men i Sydafrika blev to fyre smidt ud af det hostel, hvor jeg boede fordi de gav gode råd og opfodrede to andre til selv at trekke i de omkringliggende bjerge fremfor at købe en tur. Det tætteste jeg nok er kommet på at blive smidt ud var i Laos. Jeg havde booket mig ind på en sovesal og betalte hver morgen for en ekstra nat, men efter to nætter tog de mit sengetøj og jeg klagede selvfølgelig og fik noget nyt sengetøj. Dagen efter skete det igen og da jeg selv havde en lagenpose og i øvrigt skulle tjekke ud tidligt morgenen efter, så gad jeg ikke gøre noget ved det. Men da jeg så skulle i seng, så havde de givet sengen til en anden! Så måtte jeg ned og klage igen og heldigvis fandt de da en anden seng til mig :)

    SvarSlet
    Svar
    1. Hej Tine
      Tak for dine egne små fortællinger om "uheld" på hostels. Sjovt at læse om og ja, vi er jo ikke de eneste i verden det er sket for... Det føltes bare så mærkeligt lige da vi stod i det og skulle pakke vores ting. Vi kommer jo fra en kultur, hvor man snakker sig til rette om tingene. Men ikke her!

      Hygge hejsa
      Anne Marie

      Slet
  2. Det er da utrolig med Chef Hostel. Det vil jeg huske, fordi jeg sender mange til Israel, som spørger til gode steder at bo.
    Synd med Abraham Hostels for de er alletiders.
    Jeg tror ikke vi har oplevet at blive smidt ud, men vi var ude for en dobbeltbooking ved Masada og det er ikke morsomt sen aften med to børn ikke at have et sted, at bo og alt er optaget pga. påskehøjtid. Vi endte natten på et hotel uden for byen, som var lukket for renovering, som stod helt tomt. Så vi boede der en nat sammen med ægteparret der ejede hotellet. Børnene syntes det var vildt uhyggeligt, men vi fik en seng hver og rene håndklæder og næste dag var vi videre på vores rundrejse rundt i Israel :-)

    De bedste hilsner
    Bettina
    www.danishadventurer.dk

    SvarSlet
    Svar
    1. Hej Bettina
      Ja, Chef Hostel vil vi gerne fraråde folk fra at bo på. Selvfølgelig kan man få gode oplevelser her, bare man ikke kommer på kant med ejeren, for han er altså ikke rigtig klog! Det kan man også få et indblik i, hvis man læser de dårlige anmeldelser på TripAdvisor - det gjorde vi bare først bagefter... men så blev vi da samtidig bekræftet i, at det ikke var os, der var noget galt med! For han kommer med de ledeste kommentarer til folk, som brokker sig over det ene eller det andet på hans sted.
      Til gengæld boede vores venner et par nætter på Florentine hostel og det var de ovenud tilfredse med. Så den anbefaling vil vi da gerne give videre. Og så har Abraham Hostel, Tel Aviv åbnet op for gæster nu :-)

      Glade rejsehilsner
      Anne Marie

      Slet
  3. Sikke dog en oplevelse i her har haft, hold da op. Er det ikke det man siger: Det kan man grine af bagefter?
    Ærgerligt med direkte flybilletter hvor afgangen bliver aflyst, øv :-( men super at i var vedholdende og stadig tog afsted selvom flybillet så lige blev lidt dyrere.
    Hold da op smidt ud af et hostel hold, sikke nogle svindlere det er da bare ikke i orden. Tror nu aldrig vi er blevet midt ud af et hotel på nær en gang hvor vi næsten blev det og det var fordi vi sov over, så det er vel rimligt :-)
    Dejligt befriende indlæg som også giver et indblik i de udfordringer der også er ved at være eventyrlysten, det er trods alt ikke altid helt lyserødt som mange ellers tror. Tak fordi i delte denne oplevelse med os andre.

    SvarSlet
    Svar
    1. Kære OnTrip
      Tak for jeres kommentar. Ja, heldigvis har vi grinet meget af historien efterfølgende -og faktisk også undervejs. Det var sjove oplevelser på trods af modgangen.

      Fortsat god tur rundt i USA
      Anne Marie

      Slet
  4. Det begyndte lidt at ligne det var "meant to be", at I ikke skulle til Tel Aviv med alle de aflysninger. Det er super fedt i tog afsted alligevel, og stadig på trods af udfordringer dernede holder humøret så højt ;-) Vi har endnu ikke haft nogle dårlige oplevelser som fx. at blive smidt ud eller andet for den sags skyld, 7-9-13, så vi er spændte på hvornår vi oplever 'den første gang'... Den kommer vel på et tidspunkt!

    SvarSlet
  5. Hej Mads og Camilla
    Vi har rejst en del de sidste 20 år, og ja, nu kom "den første gang" for os, så I har da lidt tid at løbe på endnu ;-) Men det er jo ikke lige noget, som man regner med at skulle opleve.
    Som I selv ved, så er rejseliv jo ikke skide sjovt altid og hele tiden (men heldigvis den aller største del af tiden) så ind imellem må man jo grine af det, som ikke går lige som man regner med.

    Fortsat god tur i New Zealand
    Anne Marie

    SvarSlet
  6. Det lyder helt tosset! Godt at høre at i kom fint igennem alle oplevelserne, selv om det jo ikke er sjovt når det sker. Vi krydser fingre for at "sagen er afsluttet" :-)

    SvarSlet
    Svar
    1. Kære Afoot
      Tak fordi I kom forbi bloggen og skrev en kommentar.

      Vi kunne heldigvis grine ad det hele undervejs -især af ham den sure på hostlet.

      Vi har ikke hørt yderligere, så vi betragter selv sagen som afsluttet og som endnu et kapitel i den store, tunge bog der hedder "Fantastiske rejser".

      Fortsat god rejsevind
      Rasmus og Anne Marie

      Slet