mandag den 5. oktober 2015

Danmark dejligst

Vi har i årevis blogget om vores mange rejser under fremmede himmelstrøg. Nu må det være tid til også at blogge om dejlige Danmark. Vi bruger nu engang de aller, aller fleste uger og måneder hvert år i Danmark, og vi elsker at tage på ture rundt i det ganske danske land. Vi har bare aldrig før fortalt noget om alt det, som vi går rundt og oplever lige uden for vores hoveddør.




Men det skal der nu rådes bod på, så vi vil give os i kast med blogindlæg som omhandler vores skønne fædreland. Der er ingen tvivl om, at vi mest interesserer os for naturen omkring os og de dyr, som man kan gå ud og opleve.
 
 
Derudover holder vi også meget af alle de mange skønne danske øer. Der er så smukt i Det Sydfynske Øhav, de fantastiske øer i Vadehavet og vi bor jo selv på Sydhavsøerne.  
 
 

Vi vil især skrive om gratis eller næsten gratis opleveler rundt omkring i Danmark. Vi hører igen og igen hvor dyrt et land Danmark er, og især at holde ferie i. Det er helt rigtigt, at vi bor i et af verdens dyreste (og rigeste) lande, men det betyder jo ikke, at alt koster (mange) penge. Man skal bare lige få øjnene op for de gratis glæder. Og det vil vi gerne hjælpe med til. Vi håber, at I vil tage godt imod.