tirsdag den 14. juli 2015

Spise med Price... i Sonora

Vi bliver simpelthen nød til at komme med endnu et Spise med Price indlæg. I staten Sonora i det nordlige Mexico har de ifølge os, Mexicos lækreste kød og i det hele taget noget af Mexicos lækreste mad.

Her har vi jo boet privat hos to forskellige familier, så vi har også været lidt med i køkkenet –altid en god oplevelse. Som da Anne Marie skar tomater i, hvad der føltes som, timevis i 36 graders varme kl. 23.



 
Tacos – tacos –tacos! Vi har skrevet det før, men Sonora har jordens bedste tacos!!! Det grillede oksekød er super mørt og smagfuldt, og vi kan bare ikke få nok, når vi er her. Vi har både spist tacos i Guaymas og i Hermosillo, og begge steder var de helt fantastiske. Vi undrer os dog over, at Rasmus’ familie i Guaymas indimellem bestiller tacos med tarme (YES! Den er god nok). Hvordan kan de dog finde på det, når man kan få sådan noget lækkert grillet oksekød???
 
 
 
 
 
 
 

Der udover har de også nogle fantastiske hotdogs i Sonora. Nu skulle man måske tro, at en mexicansk hotdog er en mexicansk hotdog. Men det kan vi altså skrive under på, ikke er sandt.
 
 

I Sonora er der bacon omkring pølserne, de damper pølsebrødene i en stor gryde, og så er der det mest fantastiske tilbehør fra ”salatbaren”. Ud over den viste version her med mayonnaise, hakkede friske tomater, bløde løg og guacamole, så prøvede Rasmus også en med det ovennævnte samt mexicansk chorizo og smeltet ost! Det er simpelthen et eldorado at gå ud og spise hotdogs her. Og det var der andre, som også vidste. Anne Marie talte, at der stod 17 i kø efter hotdogs, mens vi guffede vores i os. Hvornår har du sidst set det foran en dansk pølsevogn på en almindelig hverdagsaften?
De har desuden en glimrende regel om, at man kun står i kø efter den første, går bagom efter de næste og betaler til sidst - den ærlighed kunne man godt lære lidt af!
 
 
 
 
 
 
En meget kendt spise i Mexico og resten af Latinamerika er ceviche. Råmarineret fisk og/eller skaldyr blandet med finthakket løg, agurk, tomat og koriander. Dertil masser af limesaft, som er det, der marinerer fisken. Cevichen puttes oven på en tostada (stegt tortilla/stor rund nacho), som først er smurt med et tyndt lag mayonnaise. Det er meget typisk at tage denne ret med på stranden, så det havde vi selvfølgelig også med, da vi var på den store familieudflugt i Guaymas.


Aftenen før strandturen ved 21-tiden, gik vi forbi Rasmus' værtsbror Jose Alberto for at finde ud af, hvad tid vi skulle køre næste morgen. Vi regnede med, at det var en lille formalitet, og at vi snart ville være på vej hjem igen. Men inden vi fik set os om, var der skrevet en længere dosmerseddel. Og så gik turen til supermarkedet for at handle ind til cevichen. Vel hjemme igen (nu nærmede klokken sig 22) gik kvinderne i gang i køkkenet, imens mændene holdt øllene kolde. Der skulle skrælles og snittes agurker, hakkes løg, skæres tomater og presses lime. Anne Marie tænkte, at hun nok måtte gå med i køkkenet og hjælpe lidt til. Men hun fik sin ilddåb i et mexicansk køkken til stor morskab for de andre kvinder. Hun var al for langsom til at snitte tomater, tudede af de løg, som hun ikke en gang selv snittede, og var på ingen måde vant til varmen. Hun stod nærmest mere inde i stuen under airconen end ude i køkkenet. Men omkring ved 23-tiden var maden klar til næste morgen. Anne Marie nærer nu stor respekt for mexicanske kvinder og deres evne i et køkken. 

Med på stranden havde Guaymas-familien også noget, som de kalder coctel. Det var lavet med snegle fra konkylier –og Anne Marie var modig nok til at prøve. Det smagte fint, men det overgår ikke favoritten ceviche!
 
 

2 kommentarer:

  1. Mmm Mexico .. en slarafen land for madelskere! Det ser ud til at i har haft en rigtig god tur og smagt det bedste fra Mexico :)

    Var selv i Mexico for nogle år siden, ægte mexikansk taco ... er en verden for sig selv!!! Vil til hver en tid sidde mange timer i et fly for at sætte tænderne i en taco igen

    SvarSlet
  2. Hej Camilla
    Vi er lige som dig vilde med mexicansk mad, men måske er det kun folk, som har rejst i Mexico som rigtig forstår hvor god madden egentlig er.
    Vi skrev også et blogindlæg om mad på Isla Mujeres for et par uger siden. Du er velkommen til at læse det her: http://annemarieograsmus.blogspot.com/2015/07/spise-med-price-pa-isla-mujeres.html

    Hvilken del af Mexico besøgte du? Og hvad var dit favoritsted?
    Hygge hejsa
    Rasmus og Anne Marie

    SvarSlet