onsdag den 29. juli 2015

Hopkins, Belize

Hjemmefra havde vi læst om det lille søvnige fiskerleje Hopkins lidt nord for Placencia. Det skulle efter sigende være muligt at opleve ”det rigtige” Belize her, stifte bekendtskab med garifuna-kulturen og samtidig skulle det være et godt sted at foretage dagsture fra.


Garifunafolket er lige som kreolerne og mayaerne alle forskellige folkeslag i Belize, med hver deres sprog –ud over hovedsproget engelsk. Garifunafolket stammer oprindeligt fra afrikanske slaver, og dyrker stadig deres egen religion, mad, kultur og musik. Bl.a er de kendt for at være dygtige trommeslagere.


 
Vi havde booket 3 nætter på Kismet Inn hos den eksentriske og meget snakkende og udadvendte dame Tricia og hendes lokalfødte mand Elvis. 


 
Her blev vi grundet få besøgende opgraderet til en skøn hytte på stranden, hvorfra vi havde en dejlig udsigt over Det Caribiske Hav. 


 
Det var dog ikke for folk med et dårligt sovehjerte, da taget var af blik, og man konstant kunne høre palmernes susen, bølgernes brusen og de to haner, som galede hver morgen fra kl. halv fem (de bliver aflivet næste gang vi kommer forbi!).
Ud over de skide høns havde Tricia også en kælegris ved navn Sergio samt 4 hunde.
B.B. King blev straks vores hund. Den sov på vores veranda om natten og den fulgte os over alt i byen, når vi cyklede rundt. Ja, den gik sågar med ind i supermarkedet, og den ventede ude foran en restaurant, mens vi spiste kylling med bønner og ris. B.B. King var en glad og tro følgesvend de dage vi var i Hopkins.
I nærheden af Hopkins ligger Cockscomb Basin Jaguar Reserve, så det ville vi gerne se lidt nærmere på. Vi fik landsbyens eneste taxachauffør til at køre os dertil og hente os igen.
 
 

 

 



Reservatet skulle have den største population af jaguarer i Belize, men da jaguaren - Amerikas største kattedyr, er mest aktiv om natten, så vidste vi på forhånd, at chancerne for at se en, var temmelig små.
Vi valgte en 5 kilometers tur gennem junglen ad de små stier og håbede det bedste. 4 timer senere, godt trætte og svedige havde vi tilbagelagt turen, men desværre uden at have set en jaguar. Det tætteste vi kom, var et par tydelige poteaftryk i skovbunden.


Men selv uden jaguarer var turen rigtig fin, og vi så en masse fugle (især mange kolibrier), firben og insekter – og til sidst var vi heldige at komme helt tæt på en flok brøleaber, der var i gang med dagens ”brølekor”. Det er ubeskriveligt, så meget larm de kan lave!



Om aftenen var vi til garifuna-trommeaften på en lokal bar Driftwood. Der var larm og gang i den, samtidig med at det var rigtig hyggeligt. Vi vidste dog ikke helt, hvad vi skulle sige til den ene guts trommesæt, der bestod af tre skildpaddeskjold i forskellige størrelser. Men vi blev enige om, at alle tre skildpadder sikkert havde lidt en naturlig død. (Vi håber stadig på, at det er sandt!)




Mange unge mænd gav den gas og drak drinks i lange baner –på en hverdag! Men det bekræftede os bare i Tricias påstand, som nu er blevet trykt på t-shirts.



Mændene i landsbyen bliver generelt brødfødt af deres koner, som sælger lidt mad eller gør rent mv. Mændene er af den årsag ikke tvunget til at arbejde for at få økonomien til at løbe rundt, hvorfor de ikke gider at tage ud og fiske, men hellere vil blive hjemme og drikke bajere med gutterne.
 
Dagen efter ville vi prøve vores held igen. Denne gang i forsøget på endnu en gang at svømme med en søko. Vi havde fået Tricia til at arrangere, at en lokal gut skulle tage os med ud i sin båd, så vi kunne svømme med og filme søkøer.
Da vi ankom til båden, var det ikke manden selv – men to unge gutter, der skulle tage os med på tur. De kiggede noget mærkeligt på vores snorkeludstyr samt vores undervandskamera – det skulle senere vise sig hvorfor!
Vi sejlede på Sittee River og ud til flodmundingen. Her cirklede vi lidt rundt og kiggede efter søkøer. Pludselig var der en stor skygge i vandet, og kaptajnen råbte ”jump”. Og på trods af historier om, at der er krokodiller i floden på op imod 4 meter, så parerede vi ordrer og hoppede i, kun for at se en cirkel af sand blive hvirvlet op og en sigtbarhed på mindre end en meter. Der kunne have været en flok halvt-tons-tunge søkøer to meter fra os, og vi ville ikke have været i stand til at se dem og da slet ikke filme dem!
Gutterne forsikrede os om, at de ville finde steder med bedre sigtbarhed. Men efter flere vandture i det grumsede vand, nægtede vi at hoppe i mere og forlangte at blive sejlet tilbage.

På kajen ringede de til chefen, der indvilligede i, at vi kunne blive sejlet ud til revet i stedet. Ude på revet fik vi tre snorkelture i klart vand over sandbund med søgræs. Vi så desværre ingen søkøer, men til gengæld kunne vi have set dem, hvis de havde været i området.
Vi viste gutterne vores videoklip med søkoen fra Tobacco Caye, og de var imponerede og sagde, at det var et ”one in a million shot”.
Vi er ret sikre på, at de synes, det nærmest var uforskammet af os at tro, at vi kunne få sådan en oplevelse to gange på en uge. Og det kan de måske have ret i! Men hvis man ikke prøver, så lykkes det på den anden side heller ikke.
 

Skulle du komme til Hopkins, så vil vi da gerne lige anbefale restauranten Frog’s Point, hvor vi fik en fantastisk kylling med peanutsauce.

 

2 kommentarer:

  1. Godt indlæg i har lavet, meget malerisk beskrevet. Man kan helt klart fornemme alt den støj i har været omgivet af:-) Det lyder og ser dog rigtig dejligt ud. Skønne billeder :-)

    SvarSlet
  2. Hopkins var klart den lokale "Belize-oplevelse" uden for mange andre turister og her, vi fik slappet rigtig godt af -på trods af haner! :-)

    SvarSlet