lørdag den 11. juli 2015

Fejring af 4th of July i Guaymas

Så blev det tid til første familiebesøg. Vi havde længe glædet os til at gense alle i Guaymas. Vi var sidst på besøg for 3 år siden hos den familie, som Rasmus boede hos et år, da han var på udveksling i 1991/92.
 
Der er altid liv og glade dage når vi kommer. Det er som om, den fortabte søn vender hjem, og alle sejl bliver sat til, for at vi får nogle dejlige dage sammen – og det gør vi altid!

Rasmus’ værtsmor, Graciela og –far, Pepe sad klar i køkkenet og ventede på os, da vi kom fra busstationen, og snart var vi flyttet ind på Rasmus’ gamle værelse. Herefter blev vi hurtigt bænket til grin, snak og frokost. Der bliver altid fortalt mange gamle historier om dengang Rasmus som 17-årig kom med en lille bitte kuffert fra Danmark, uden at kunne noget videre spansk. Om hvordan han nærmest kun spiste pommes frites et helt år (overdrivelse fremmer forståelsen) eller om de gange, hvor han lavede fest på taget sammen med vennerne.
 
 

Efterfølgende var der glædeligt gensyn med værtsbror Jose Alberto samt hele hans familie med Susana, Mario, Jossana og Alexa samt deres to nye hundehvalpe.

Rasmus’ værtssøster Lorena kom, som hun plejer, kørende fra USA for at se os. En tur på godt 6 timer hver vej.

Det er fantastisk, at alle afser tid til, at nu skal familien samles!

Det blev snart aftalt, at vi lørdag skulle på den store familieudflugt til stranden ved San Carlos. Da det er meget varmt her, aftalte vi, at der var afgang lørdag morgen kl. 6. Men da vi var klar godt 6.15, var kun 50% af familien stået op, og det regnede stadig en del efter nattens skybrud.

Godt 7.10 var alle ved at være klar. 10 mennesker og 2 hunde var pakket sammen i to biler, og vi kørte endelig afsted trods fortsat dryp fra himlen. I Danmark var de fleste familier nok blevet hjemme, men ikke her, hvor regn betyder behageligt og lidt køligere vejr.
 
 

Vel ankommet til stranden gik Pepe, som er pensioneret fisker, straks i gang med at fiske, og der gik da heller ikke længe, før han havde hevet den første fisk i land. Det fortsatte han så med de næste par timer –inklusiv en lille rokke, som dog blev sat ud igen.
 
 

Resten af familien satte en pavillon op samt campingbord og –stole. Dette blev vores base de næste mange timer, hvor vi nød tiden med familien og badede i det meget varme vand, spillede spil, fulgte med i fiskeeventyret og nød masser af mad og drikke. En rigtig typisk mexicansk familieudflugt, som vi elsker det.
 
 

Da vi kom hjem, besluttede Lorena, at siden det var 4th of July, så skulle vi da fejre det med amerikanske hotdogs samt storskærm og karaoke i haven –nok til stor fortrydelse for alle naboerne, som blev blæst ud. Både af musikken og af vores højlydte grin.




 
Det var endnu engang nogle fantastiske dage i Guaymas, og vi glæder os meget til at gense familien, næste gang vi rejser til Mexico.
 
 

Ingen kommentarer:

Send en kommentar