lørdag den 25. juli 2015

Caye Caulker, Belize

Efter en lang bustur fra Mérida kom vi til byen Chetumal på grænsen til den gamle britiske koloni Belize, som indtil 1981 hed Britisk Honduras. I dette lille land bor der kun omkring 350.000 mennesker, og som det eneste land i Mellemamerika er det officielle hovedsprog engelsk.

Vi skulle med båd til Caye Caulker, en fantastisk ø i Det Caribiske Hav. Rasmus var her for 15 år siden, og vi var her sammen for 12 år siden, men det kunne sagtens tåle en gentagelse.
Inden vi kunne komme om bord på båden, skulle vi dog lige stemples ud af México og betale ”departure tax”.
Nu forholder det sig imidlertid sådan, at Hr. Lyngsøe jo ikke smider om sig med penge, og han havde derfor på forhånd læst op på sagerne samt kontaktet det mexicanske konsulat i København. Det havde resulteret i en mail, hvori der stod, at vi som turister ikke skulle betale departure tax, når vi forlod Mexico.
Bevæbnet med mailen på den bærbare samt en ”google-oversættelse” af en bekræftelse fra vores flyselskab om, at samtlige skatter og afgifter var betalt, gik Hr. Lyngsøe ind på det lille varme kontor og talte sin sag overfor de to grænsevagter.
Efter megen parlamenteren frem og tilbage accepterede de argumenterne (eller også blev de trætte af at høre på Rasmus), og vi slap for at betale de ca. 150 kr. hver. Det kan lyde som meget ballade for ikke at betale 300 kr. – og det er det nok også, men som Rasmus så fornuftigt siger, så er det ikke beløbet, men princippet om ikke at skulle betale en ”opdigtet” afgift, når man kan undgå det! Man kan for øvrigt heller ikke få en kvittering…!


Vel ankommet til Caye Caulker fik vi et værelse på Tropical Paradise - et fint værelse efter vores standard. (Der var endda mulighed for karbad, men kun koldt vand i hanerne…!?!). Derefter var det tid til at gå på opdagelse på øen, der har ændret sig en del, siden vi var her sidst. Golfbiler, som der var mindre end 10 af sidst, er blevet til hver mands eje, og de er nu over det hele på de små sandveje. Vi så tilmed også en lille lastbil, som kørte med byggematerialer. Det var helt utænkeligt for 12 år siden.
Men stemningen er lige så god som sidst, og der er stadig raggae og ”ya mon” over det. En del lokale mænd har rastahår og de færreste kvinder kan passe størrelse small, medium eller large - det er befriende, at folk ikke er så kropsfikserede.

På øen har de et motto, der hedder ”GO SLOW”, og man risikerer at blive råbt an, hvis man går for hurtigt eller (Gud forbyde det) løber! Dette er virkelig stedet at komme ned i gear. 


Vi fik en snak med en af de lokale, og han sagde: ”You know why we go slow on Caye Caulker? – Because we have two cemeteries and no hospital - mon!”
Faktisk har de mange sjove skilte på øen, som man kan gå og hygge sig lidt over, mens man slentrer afsted.









Efter en nat med hyppige toiletbesøg, måtte Rasmus næste dag frekventere den lokale læge. Men eftersom Anne Marie var syg nærmest samtlige dage sidste gang vi besøgte øen, ja, så vidste han præcis, hvor lægen bor, så det var jo meget praktisk.
Kyllingesuppe med hvide ris og antibiotika i 5 dage, så var den mave ræset af! 


Det betød dog et par lidt roligere dage end planlagt, men vi nåede alligevel på snorkeltur til Hol Chan Marine Reserve, som er et rigtig fint sted. Her kan man bl.a. snorkle ved Shark and ray alley, hvor pilrokker og hajer kommer helt tæt på en, og dagen bød da også både på hajer, rokker samt et par skildpadder. Så vi var glade, selvom vi ikke fik set den søko, vi havde håbet på.


For anden gang i sit liv fejrede Anne Marie sin fødselsdag på Caye Caulker, og det var her for 12 år siden, at Anne Marie første gang fik smag for Baileys Coladas – en af hendes yndlingsdrinks.


Ingen kommentarer:

Send en kommentar