fredag den 31. juli 2015

Calakmul, Mexico

En aften, hvor vi cyklede rundt i Hopkins og ledte efter et sted at spise, stoppede vi et ægtepar, som viste sig at være fra New York. Vi spurgte dem, om de kendte en god restaurant. Men de var også turister og ville gerne spørge os om det samme.

Vi hyggesnakkede lidt, og manden fortalte, at de havde en lejet bil og var på vej til Belize City næste dag. De samme planer havde vi – vi skulle dog med bussen og vidste, at den kørte på et tidspunkt efter kl. 7 fra Hopkins Junktion, og at turen nok ville tage noget nær 5 timer. Anne Marie var fræk nok til at spørge, om vi kunne køre med, og i løbet af 2 minutter havde vi lavet en aftale om, at vi skulle stå klar ved deres hotel næste morgen kl. 5.

Og sådan lykkedes det os at komme til Belize City i en lækker bil på 2½ time i stedet for med en proppet bus på godt 5 timer. Ægteparret parkerede ved bådterminalen, og der hoppede vi ud og tog en taxa til busstationen, hvor vi to minutter i 8 steg ind i bussen til Chetumal i Mexico. Den havde afgang kl. 8, og vi fik de to sidste sæder. Ja, sådan passer ting nogle gange så fint sammen.

I Chetumal skiftede vi bus til Xpujil – et bynavn der er mindst lige så svært at udtale som at huske!

Xpujil er den nærmeste større by til naturreservatet Calakmul, som har Mexicos største population af jaguarer, men som også rummer nogle fantastisk flotte mayaruiner, som få folk besøger, da de ligger langt uden for Alfavej.



Næste dag kom vi på en tur med canadiske Simon og vores guide Abel. Fra Xpujil er der først 60 km hen til der, hvor naturreservatet begynder. Og så er der yderligere 60 km ind i skoven, før man kommer til ruinerne. Det er på disse 60 km, at man især kan være heldig at se en del dyr.

Det første vi lod mærke til, var en masse grønne papegøjer, som fløj over hovederne på os og skræppede højt. Derudover så vi to flokke af vildsvin, en lille grå ræv, en aguti –som den vi så ved Uxmal, store vilde kalkuner og andre fugle. Det var en rigtig fin køretur, men igen – ingen jaguar!



Her får I lige bagenden af en aguti. Den er rimelig hurtig sådan en fætter, så den er ikke så nem at få i kassen!

Vi gik rundt i fire timer og kiggede på ruinerne. Simon var MEGET ruininteresseret, og det passede os faktisk rigtig godt, for mens han snakkede om ruiner med guiden, så nærstuderende vi dyr. En fantastisk fordeling. 




Ud over de smukke ruiner så vi brøleaber, 4 flokke af edderkoppeaber, endnu en aguti og en masse fugle. Vi snakkede med en anden guide, som havde set jaguar dagen før, så de er her! Men selvfølgelig gemmer de sig godt.




Den lille edderkoppeabe var i rigtig legehumør og slet ikke til at stå for!

Til sidst kommer der lidt for de fugleinteresserede:








Se mange flere billeder fra vores rejser på Facebook: Two Danes On Tour og på Instagram @twodanesontour
I er også altid velkomne til at spørge ind til vores rejser både her på bloggen og på de sociale medier.

2 kommentarer:

  1. Det er altid spændende med dyr! Vi bliver også virkelig fascineret af dem, så derfor har vi også lige tilbragt 4 dage i Pantanal i Brasilien, hvor chancen for at se en jaguar også er stor(så stor som den nu kan være).. Men uden held desværre. Vi har til gengæld set samtlige slagt fugle, både dem i har billeder af og tonsvis af andre slags. Derudover så vi også de meget sjældne kæmpe oddere, der spiser krokodillerne, og kæmpe Kapivarer! Det var super super fedt! :-)

    SvarSlet
  2. Uh, det lyder spændende med Pantanal! Der håber vi også at lede efter en jaguar en dag. Vi har dog hørt, at der er mange myg. Hvordan oplevede I myggesituationen, da I var der???

    Fortsat god rejse
    Anne Marie

    SvarSlet