fredag den 31. juli 2015

Bacalar & Akumal

Næste stop for os blev den store sø Bacalar, men vi fandt hurtigt ud af, at det var ”det falske sted” for os. Der var utrolig smukt ved søen, mange mexicanske turister og et prisniveau, som vi slet ikke havde lyst til at være med på. Vi er jo egentlig ikke ”strandmennesker”, men kan alligevel godt lide at have kysten tæt på, da det ofte betyder havdyr og -fugle.

Her ved Bacalar blev vi tilbudt masser af snorkelture, men så vidt vi har forstået, er der ikke rigtig noget at se udover selve søen. Vi havde forstillet os at bo i en lille hytte nede ved søbredden, men som antydet så hang pris og kvalitet ikke sammen.



Vi fandt i stedet et lille familiedrevet hotel ved byens torv. Og så gik vi på jagt efter en cantina, da det var lørdag. Men sådan en har man åbenbart ikke i Bacalar. 



Til gengæld fandt vi et rigtig godt taco-sted lige omkring hjørnet fra vores hotel, hvor vi kunne få tacos al pastor – en slags kebab, der skæres af et spyd – her til vedlægges et ultra tyndt stykke ananas samt selvfølgelig løg og koriander. Og så er vi kommet til et område, hvor det igen er tortillas de harina (hvedetortillas).

Vi tog derfor en hurtig beslutning, og rejste videre til Akumal allerede dagen efter. Vi var ved Akumalfor tre år siden for at snorkle med de store havskildpadder, og vi elskede denne strand.
Men også her er vi kommet nord for ”Costa Maya zonen” og ind i ”Riviera Maya zonen”, hvilket igen betyder noget højere priser. Hvis man vil bo på strandsiden i Akumal, så skal man regne med 1000 kr. plus pr. nat, hvilket er OK for en 14 dages ferie. Men når man som os er væk i fem uger og samtidig ikke sætter pris på fine hotelværelser, så er det lige i overkanten. Derfor indlogerede vi os i stedet på Hotel Akumal, som ligger i landsbyen på den anden side af hovedvejen og ca. 10 minutters gang fra turistområdet. Her fik vi feriens fineste værelse for 330 kr. pr. nat.


 
Men ak, stranden var ikke som for 3 år siden. Hele vejen fra Cancun til Panama er der i øjeblikket et kæmpe problem med tang. Og vi taler altså mega store mængder tang! Ved Akumal lå der ca. 20 meter tang fra stranden og ud i vandet, som man først skulle passere for at komme ud til skildpadderne. Vandet var overhovedet heller ikke så klart som for tre år siden – ja, nærmest alt skuffede, på nær de 10 skildpadder, som lå og spiste søgræs og ventede på, at vi skulle komme forbi. De var lige så søde som sidste gange.



Hele næste dag var stranden lukket og en 40-50 mand arbejde på at skovle tang væk med håndkraft. Det er jo et stort problem for turismen i hele området, at der er fyldt med tang, men det var fedt at se, at alle stod sammen for at gøre en indsats – selvom det var irriterende for os, at det lige var den dag, hvor vi var der, at de lukkede stranden, men forståeligt nok.

 

Vi fik dog en enkelt snorkeltur mere blandt skildpadderne den efterfølgende dag, inden vi rejste længere nord på.

Hvis du ikke allerede følger os på Facebook eller Instagram: @twodanesontour, så skal du være meget velkommen. Her lægger vi endnu flere billeder ud og kommer med opdateringer, når vi er på farten.

Calakmul, Mexico

En aften, hvor vi cyklede rundt i Hopkins og ledte efter et sted at spise, stoppede vi et ægtepar, som viste sig at være fra New York. Vi spurgte dem, om de kendte en god restaurant. Men de var også turister og ville gerne spørge os om det samme.

Vi hyggesnakkede lidt, og manden fortalte, at de havde en lejet bil og var på vej til Belize City næste dag. De samme planer havde vi – vi skulle dog med bussen og vidste, at den kørte på et tidspunkt efter kl. 7 fra Hopkins Junktion, og at turen nok ville tage noget nær 5 timer. Anne Marie var fræk nok til at spørge, om vi kunne køre med, og i løbet af 2 minutter havde vi lavet en aftale om, at vi skulle stå klar ved deres hotel næste morgen kl. 5.

Og sådan lykkedes det os at komme til Belize City i en lækker bil på 2½ time i stedet for med en proppet bus på godt 5 timer. Ægteparret parkerede ved bådterminalen, og der hoppede vi ud og tog en taxa til busstationen, hvor vi to minutter i 8 steg ind i bussen til Chetumal i Mexico. Den havde afgang kl. 8, og vi fik de to sidste sæder. Ja, sådan passer ting nogle gange så fint sammen.

I Chetumal skiftede vi bus til Xpujil – et bynavn der er mindst lige så svært at udtale som at huske!

Xpujil er den nærmeste større by til naturreservatet Calakmul, som har Mexicos største population af jaguarer, men som også rummer nogle fantastisk flotte mayaruiner, som få folk besøger, da de ligger langt uden for Alfavej.



Næste dag kom vi på en tur med canadiske Simon og vores guide Abel. Fra Xpujil er der først 60 km hen til der, hvor naturreservatet begynder. Og så er der yderligere 60 km ind i skoven, før man kommer til ruinerne. Det er på disse 60 km, at man især kan være heldig at se en del dyr.

Det første vi lod mærke til, var en masse grønne papegøjer, som fløj over hovederne på os og skræppede højt. Derudover så vi to flokke af vildsvin, en lille grå ræv, en aguti –som den vi så ved Uxmal, store vilde kalkuner og andre fugle. Det var en rigtig fin køretur, men igen – ingen jaguar!



Her får I lige bagenden af en aguti. Den er rimelig hurtig sådan en fætter, så den er ikke så nem at få i kassen!

Vi gik rundt i fire timer og kiggede på ruinerne. Simon var MEGET ruininteresseret, og det passede os faktisk rigtig godt, for mens han snakkede om ruiner med guiden, så nærstuderende vi dyr. En fantastisk fordeling. 




Ud over de smukke ruiner så vi brøleaber, 4 flokke af edderkoppeaber, endnu en aguti og en masse fugle. Vi snakkede med en anden guide, som havde set jaguar dagen før, så de er her! Men selvfølgelig gemmer de sig godt.




Den lille edderkoppeabe var i rigtig legehumør og slet ikke til at stå for!

Til sidst kommer der lidt for de fugleinteresserede:








Se mange flere billeder fra vores rejser på Facebook: Two Danes On Tour og på Instagram @twodanesontour
I er også altid velkomne til at spørge ind til vores rejser både her på bloggen og på de sociale medier.

onsdag den 29. juli 2015

Hopkins, Belize

Hjemmefra havde vi læst om det lille søvnige fiskerleje Hopkins lidt nord for Placencia. Det skulle efter sigende være muligt at opleve ”det rigtige” Belize her, stifte bekendtskab med garifuna-kulturen og samtidig skulle det være et godt sted at foretage dagsture fra.


Garifunafolket er lige som kreolerne og mayaerne alle forskellige folkeslag i Belize, med hver deres sprog –ud over hovedsproget engelsk. Garifunafolket stammer oprindeligt fra afrikanske slaver, og dyrker stadig deres egen religion, mad, kultur og musik. Bl.a er de kendt for at være dygtige trommeslagere.


 
Vi havde booket 3 nætter på Kismet Inn hos den eksentriske og meget snakkende og udadvendte dame Tricia og hendes lokalfødte mand Elvis. 


 
Her blev vi grundet få besøgende opgraderet til en skøn hytte på stranden, hvorfra vi havde en dejlig udsigt over Det Caribiske Hav. 


 
Det var dog ikke for folk med et dårligt sovehjerte, da taget var af blik, og man konstant kunne høre palmernes susen, bølgernes brusen og de to haner, som galede hver morgen fra kl. halv fem (de bliver aflivet næste gang vi kommer forbi!).
Ud over de skide høns havde Tricia også en kælegris ved navn Sergio samt 4 hunde.
B.B. King blev straks vores hund. Den sov på vores veranda om natten og den fulgte os over alt i byen, når vi cyklede rundt. Ja, den gik sågar med ind i supermarkedet, og den ventede ude foran en restaurant, mens vi spiste kylling med bønner og ris. B.B. King var en glad og tro følgesvend de dage vi var i Hopkins.
I nærheden af Hopkins ligger Cockscomb Basin Jaguar Reserve, så det ville vi gerne se lidt nærmere på. Vi fik landsbyens eneste taxachauffør til at køre os dertil og hente os igen.
 
 

 

 



Reservatet skulle have den største population af jaguarer i Belize, men da jaguaren - Amerikas største kattedyr, er mest aktiv om natten, så vidste vi på forhånd, at chancerne for at se en, var temmelig små.
Vi valgte en 5 kilometers tur gennem junglen ad de små stier og håbede det bedste. 4 timer senere, godt trætte og svedige havde vi tilbagelagt turen, men desværre uden at have set en jaguar. Det tætteste vi kom, var et par tydelige poteaftryk i skovbunden.


Men selv uden jaguarer var turen rigtig fin, og vi så en masse fugle (især mange kolibrier), firben og insekter – og til sidst var vi heldige at komme helt tæt på en flok brøleaber, der var i gang med dagens ”brølekor”. Det er ubeskriveligt, så meget larm de kan lave!



Om aftenen var vi til garifuna-trommeaften på en lokal bar Driftwood. Der var larm og gang i den, samtidig med at det var rigtig hyggeligt. Vi vidste dog ikke helt, hvad vi skulle sige til den ene guts trommesæt, der bestod af tre skildpaddeskjold i forskellige størrelser. Men vi blev enige om, at alle tre skildpadder sikkert havde lidt en naturlig død. (Vi håber stadig på, at det er sandt!)




Mange unge mænd gav den gas og drak drinks i lange baner –på en hverdag! Men det bekræftede os bare i Tricias påstand, som nu er blevet trykt på t-shirts.



Mændene i landsbyen bliver generelt brødfødt af deres koner, som sælger lidt mad eller gør rent mv. Mændene er af den årsag ikke tvunget til at arbejde for at få økonomien til at løbe rundt, hvorfor de ikke gider at tage ud og fiske, men hellere vil blive hjemme og drikke bajere med gutterne.
 
Dagen efter ville vi prøve vores held igen. Denne gang i forsøget på endnu en gang at svømme med en søko. Vi havde fået Tricia til at arrangere, at en lokal gut skulle tage os med ud i sin båd, så vi kunne svømme med og filme søkøer.
Da vi ankom til båden, var det ikke manden selv – men to unge gutter, der skulle tage os med på tur. De kiggede noget mærkeligt på vores snorkeludstyr samt vores undervandskamera – det skulle senere vise sig hvorfor!
Vi sejlede på Sittee River og ud til flodmundingen. Her cirklede vi lidt rundt og kiggede efter søkøer. Pludselig var der en stor skygge i vandet, og kaptajnen råbte ”jump”. Og på trods af historier om, at der er krokodiller i floden på op imod 4 meter, så parerede vi ordrer og hoppede i, kun for at se en cirkel af sand blive hvirvlet op og en sigtbarhed på mindre end en meter. Der kunne have været en flok halvt-tons-tunge søkøer to meter fra os, og vi ville ikke have været i stand til at se dem og da slet ikke filme dem!
Gutterne forsikrede os om, at de ville finde steder med bedre sigtbarhed. Men efter flere vandture i det grumsede vand, nægtede vi at hoppe i mere og forlangte at blive sejlet tilbage.

På kajen ringede de til chefen, der indvilligede i, at vi kunne blive sejlet ud til revet i stedet. Ude på revet fik vi tre snorkelture i klart vand over sandbund med søgræs. Vi så desværre ingen søkøer, men til gengæld kunne vi have set dem, hvis de havde været i området.
Vi viste gutterne vores videoklip med søkoen fra Tobacco Caye, og de var imponerede og sagde, at det var et ”one in a million shot”.
Vi er ret sikre på, at de synes, det nærmest var uforskammet af os at tro, at vi kunne få sådan en oplevelse to gange på en uge. Og det kan de måske have ret i! Men hvis man ikke prøver, så lykkes det på den anden side heller ikke.
 

Skulle du komme til Hopkins, så vil vi da gerne lige anbefale restauranten Frog’s Point, hvor vi fik en fantastisk kylling med peanutsauce.

 

tirsdag den 28. juli 2015

Med bus i Belize

Vi har været ude at køre i bus! Det lyder måske ikke af noget særligt, men vi har været ude at køre i bus i Belize! Og så er det straks en oplevelse.

Først skulle vi finde ud af, hvornår bussen kørte. Vi henvendte os på den lille tankstation ved siden af Road Kill Tyre Shop – et fantastisk navn til et bilværksted. Svaret var næste morgen kl. 6.15 og kl. 7.00. Selv om Anne Marie er ved at være træt af at stå tidligt op, så valgte vi alligevel kl. 6.15, for hvis der nu skulle gå et eller andet galt (husk på vi er i et U-land), så havde vi et skud mere i bøssen tre kvarter senere.
 
 

Vel ankommet ved busstoppestedet kl. ca. 6 næste morgen, sad der tre andre turister og omkring en 6-8 lokale og ventede. Da klokken rundede 6.15, var der ikke én, der løftede et øjenbryn eller på nogen måde gjorde antræk til at kigge efter bussen. Da klokken nærmede sig 6.45, begyndte de lokale at røre lidt på sig. Flere af dem lignede nogle, der var på vej på arbejde.
Lidt i 7 kom bussen endelig til syne længere henne på vejen. Som vi rigtig nok havde gættet, så var det en tidligere amerikansk skolebus, som USA har solgt til de fleste lande i Mellemamerika i hobetal. De er nu malet i skrappe farver, men komforten er, som da de blev produceret, ikke særlig god. De er det, som man på godt gammeldags engelsk kalder for en ”chickenbus”. En bus, som man ikke rigtig ved hvad tid kører, som bliver fyldt til bristepunktet, som stopper alle steder langs landevejen for at sætte folk af og tage andre på, og hvor man kan risikere at skulle dele sæde med en høne. 

Bussen kørte ind på den store plads foran tankstationen (altså den stander, der er foran et lille skur!) og Road Kill Tyre Shop (det er stadig et fantastisk navn!), og pludselig fra hvert et hjørne myldrede det frem med mennesker, som skulle med bussen. Vi fik derfor travlt med at spørge chaufføren, om bussen kørte til Hopkins junktion og samtidig komme ned til bagindgangen, som er bag på bussen. Her kan man kravle op ved hjælp af et lille trin, og det ene sæde er pillet ud, så der kan stå bagage.
 
 

Vi fik de to sidste sidepladser i bussen og så kørte vi ellers med raggaemusik bragende ud af to højtalere, som var placeret lige over vores hoveder. Der gik dog ikke tre minutter før bussen stoppede første gang, og til de sidst ankomne, var der kun ståpladser tilbage. Og sådan fortsatte det. Vi kørte et lille stykke, stoppede, samlede folk op og kørte så igen. Der blev mere og mere trængsel i bussen, og vi blev mere og mere glade for vores sæde.

På et tidspunkt stoppede bussen ved en pickup truck, hvorpå der lå en bådmotor. Den skulle åbenbart også med bussen! Bagdøren blev åbnet, et par kufferter og rygsække blev skubbet rundt og så blev bådmotoren løftet op bag i bussen sammen med en masse dele, som lå i en plasticspand. Rasmus kom til at sidde med fødderne på propellen, og alle, som skulle forbi, måtte kravle hen over både ben, motor og bagage.
Raggaemusikken spillede stadig højt, og en af gutterne var blevet træt af den trange plads og sad nu i stedet på nakkestøtten af den ene de to andre turisters sæde og holdt fast i bagagehylden. Vi morede os lidt, da de to udlændinge klart ikke var vant til ”kyllingebusser” og samtidig havde de fået det indtryk, at der skulle være tale om en ”express-bus”.

Når man skal købe billet i bussen, kommer der en ”hjælpechauffør” rundt og sælger billetter. Folk fortæller, hvor de skal af, og køber en billet dertil – ikke noget med rejsekort her. Vi kørte i bus i godt 1 time og et kvarter for ca. 20 kroner. Et par fyre, som stod nede i bagenden hos os, nægtede at betale. De argumenterede med, at bussen var forsinket, og det endte med, at de slap for at købe billet. Til gengæld fik en af dem en længere gåtur, da han skulle af bussen igen. Signalet til, at bussen skal stoppe, er at man banker i bussens bliktag. Men da raggaemusikken var så høj, hørte chaufføren det ikke og kørte bare videre. Der blev slået i taget igen – og igen, og endelig stoppede bussen. Alle bag i bussen skreg af grin og ønskede den uheldige en god gåtur tilbage – men han var bare et stort smil og tog det med utrolig sindsro!

Vi kom heldigvis af det rigtige sted; en dejlig oplevelse rigere!

Dette billede er desværre ikke fra den føromtalte bustur, da det var umuligt at lirke kameraet op af tasken med alle de mennesker i bussen.

søndag den 26. juli 2015

Raggamuffin Tours

Engang i efteråret havde Rasmus på nettet fundet en katamaranbådtur, som sejler to gange om ugen fra Caye Caulker til den noget sydligere by Placencia. Sejlturen med selskabet Raggamuffin Tours tager tre dage, og undervejs snorkler man på revet, fisker fra båden og overnatter i telt på to forskellige små øer – cayes som de hedder her i Belize.

Selv om vi måske ikke er de mest søstærke, så har vi de seneste år taget lidt forskellige bådture, bl.a. den helt fantastiske 5 dages tur med Tao Expeditions i Filippinerne og den lidt mere tvivlsomme 5 dages tur til Komodoøen i Indonesien med Perama Tours. Men trods strabadserne sidste år, så var vi klar på at prøve endnu en bådtur, især når lokaliteten hed Det Caribiske Hav.
 
 

Vi forlod Caye Caulker lidt op ad formiddagen og snart var sejlet sat og fiskelinerne smidt over bord. Stemningen på båden var god, ikke mindst grundet raggaemusikken, som spillede konstant og de fire crewmedlemmer Kaptanjn Kevin, Dane, Chris og Shane, som hele tiden kom med store smil og friske bemærkninger. Undervejs forsøgte de også at lære os lidt kreolsk, som er et af de sprog, som tales i Belize. Kreolsk består af en del engelske ord, som ofte er forkortede og ”rastafiserede”. Snart fandt vi også ud af, at kreolere kalder alle deres venner for Bob, så der var en del Bob’er ombord på båden. 
 
  

 


Snart var den første fiskeline spændt til bristepunktet, og amerikaneren Justin kæmpede en brav kamp for at hive en ordentlig barracuda i land. Den blev senere sammen med to andre vores aftensmad. Dejligt med friskfanget fisk.
 
 

Ikke længe efter var det tid til turens første af mange snorkelstop. Det var skønt at blive kølet af i Det Caribiske Hav, og vandet var dejligt klart, så vi kunne se farverige fisk og koraller.

Vel om bord igen blev der serveret frokost, og så blev der ellers åbnet for rompunchen, som der var rigeligt af de næste tre dage.

Efter endnu et snorkelstop, blev det hen under aften tid til at lægge til ved Rendevous Caye. En lille sandstribe kun med et par palmetag til at gå i skygge under. Vi slog telt op i stiv kuling, og så blev der serveret dejlig aftensmad og masser af lokal rom.
 
 

Det var en meget varm nat i teltet, men det var dog hurtigt glemt næste morgen, da vi stod op til solopgang over Det Caribiske Hav samt æg og pølser til morgenmad – en skøn måde at starte dagen på.
Snart var vi på havet igen. Det var en rigtig god gruppe, som vi var af sted med, og snakken gik lystigt om bord på båden.
 
 

Vi havde også et par fine snorkelstop på anden-dagen, og dem, der havde lyst, kunne forsøge sig med fridykning og fiskejagt med harpun. Senere på dagen var der igen masser af rompunch, og inden vi vidste af det, var vi fremme ved den lille charmerende ø Tobacco Caye, hvor vi skulle overnatte.
 
 
 
Vi gik en lille tur rundt på øen, hvor der til dagligt bor omkring 30 mennesker. De fleste lever af fiskeri og turisme.
 
 
 
 
 
 
Igen lavede personalet fra båden mad til os, og snart sad vi alle bænkede rundt om et langt bord med hver vores grillede hummer!
 
 
 
 
 
Endnu en varm nat i teltet blev afløst af en dejlig sval snorkeltur, som vi selv tog rundt om Tobacco Caye, mens de andre drak deres morgenkaffe. Vi kom glade i land igen efter at have set pilrokker, gule pilrokker og ikke mindre end 5 prikkede ørnerokker, som var i gang med morgenmaden –ikke noget man ser hver dag, så vi var rigtig glade!

 

Kort efter afgang var dagens første ”rigtige” snorkelstop. Vi var først i vandet og svømmede bare af sted uden at vente på de andre. Snart drejede vi væk fra korallerne og ind over havbund med masser af søgræs – samme topografi, som da vi havde set de 5 ørnerokker. Men det der ventede os forude var endnu mere fantastisk! En søko (manatee) lå helt stille på havbunden og vegeterede. Vi svømmede tættere på – Rasmus forrest med kameraet og pludselig fik den øje på os, vendte rundt og stak af i en voldsom fart. Vi var meget overraskede over, hvor hurtigt sådan en faktisk kan svømme.
 
 

Ingen andre fra båden havde været heldige at se den. Tricket med at komme først i vandet på dykkerture og snorkelture, som Morten og Rasmus har praktiseret adskillige gange, gav igen pote, og vi var lykkelige og kunne næsten ikke tro vores held.

Hen under aften lagde vi til land i Placencia efter en fantastisk tre dages tur i Det Caribiske Hav. Det er klart noget, som vi varmt kan anbefale til andre, som kommer på disse kanter – og som kan leve med mindst en nat i telt (Det var muligt at leje værelser på Tobacco Caye).

Hvis du ikke allerede følger os på Facebook eller Instagram: @twodanesontour, så skal du være meget velkommen. Her lægger vi endnu flere billeder ud og kommer med opdateringer, når vi er på farten.


lørdag den 25. juli 2015

Caye Caulker, Belize

Efter en lang bustur fra Mérida kom vi til byen Chetumal på grænsen til den gamle britiske koloni Belize, som indtil 1981 hed Britisk Honduras. I dette lille land bor der kun omkring 350.000 mennesker, og som det eneste land i Mellemamerika er det officielle hovedsprog engelsk.

Vi skulle med båd til Caye Caulker, en fantastisk ø i Det Caribiske Hav. Rasmus var her for 15 år siden, og vi var her sammen for 12 år siden, men det kunne sagtens tåle en gentagelse.
Inden vi kunne komme om bord på båden, skulle vi dog lige stemples ud af México og betale ”departure tax”.
Nu forholder det sig imidlertid sådan, at Hr. Lyngsøe jo ikke smider om sig med penge, og han havde derfor på forhånd læst op på sagerne samt kontaktet det mexicanske konsulat i København. Det havde resulteret i en mail, hvori der stod, at vi som turister ikke skulle betale departure tax, når vi forlod Mexico.
Bevæbnet med mailen på den bærbare samt en ”google-oversættelse” af en bekræftelse fra vores flyselskab om, at samtlige skatter og afgifter var betalt, gik Hr. Lyngsøe ind på det lille varme kontor og talte sin sag overfor de to grænsevagter.
Efter megen parlamenteren frem og tilbage accepterede de argumenterne (eller også blev de trætte af at høre på Rasmus), og vi slap for at betale de ca. 150 kr. hver. Det kan lyde som meget ballade for ikke at betale 300 kr. – og det er det nok også, men som Rasmus så fornuftigt siger, så er det ikke beløbet, men princippet om ikke at skulle betale en ”opdigtet” afgift, når man kan undgå det! Man kan for øvrigt heller ikke få en kvittering…!


Vel ankommet til Caye Caulker fik vi et værelse på Tropical Paradise - et fint værelse efter vores standard. (Der var endda mulighed for karbad, men kun koldt vand i hanerne…!?!). Derefter var det tid til at gå på opdagelse på øen, der har ændret sig en del, siden vi var her sidst. Golfbiler, som der var mindre end 10 af sidst, er blevet til hver mands eje, og de er nu over det hele på de små sandveje. Vi så tilmed også en lille lastbil, som kørte med byggematerialer. Det var helt utænkeligt for 12 år siden.
Men stemningen er lige så god som sidst, og der er stadig raggae og ”ya mon” over det. En del lokale mænd har rastahår og de færreste kvinder kan passe størrelse small, medium eller large - det er befriende, at folk ikke er så kropsfikserede.

På øen har de et motto, der hedder ”GO SLOW”, og man risikerer at blive råbt an, hvis man går for hurtigt eller (Gud forbyde det) løber! Dette er virkelig stedet at komme ned i gear. 


Vi fik en snak med en af de lokale, og han sagde: ”You know why we go slow on Caye Caulker? – Because we have two cemeteries and no hospital - mon!”
Faktisk har de mange sjove skilte på øen, som man kan gå og hygge sig lidt over, mens man slentrer afsted.









Efter en nat med hyppige toiletbesøg, måtte Rasmus næste dag frekventere den lokale læge. Men eftersom Anne Marie var syg nærmest samtlige dage sidste gang vi besøgte øen, ja, så vidste han præcis, hvor lægen bor, så det var jo meget praktisk.
Kyllingesuppe med hvide ris og antibiotika i 5 dage, så var den mave ræset af! 


Det betød dog et par lidt roligere dage end planlagt, men vi nåede alligevel på snorkeltur til Hol Chan Marine Reserve, som er et rigtig fint sted. Her kan man bl.a. snorkle ved Shark and ray alley, hvor pilrokker og hajer kommer helt tæt på en, og dagen bød da også både på hajer, rokker samt et par skildpadder. Så vi var glade, selvom vi ikke fik set den søko, vi havde håbet på.


For anden gang i sit liv fejrede Anne Marie sin fødselsdag på Caye Caulker, og det var her for 12 år siden, at Anne Marie første gang fik smag for Baileys Coladas – en af hendes yndlingsdrinks.


fredag den 24. juli 2015

Spise med Price - på Yucatan

Vi har sagt farvel til vores elskede tacos i Sonora. I stedet har vi kastet os over Yucatans specialiteter. Et af hovedelementerne i mayaernes mad er majs, og man mener, at det var en overvejende grund til, at kulturen blev så stor, da majs er hurtigt voksende og kan brødføde mange mennesker.
Deres fortsatte store forbrug af majs betyder desværre, at vi ikke har kunnet få vores favorit - hvedetortillaer. Men det har så givet os mulighed for at prøve noget nyt!

I Mérida ligger den berømte restaurant La Chaya Maya, som har specialiseret sig i retter fra mayaindianerne.
Rasmus prøvede poc chuc (langtidsstegt svinekød) og Anne Marie fik pollo pibil (kylling med pulver af achiote-kerner (fra smørfarvetræet) stegt i et bananblad). Begge dele smagte dejligt.





Når vi har spist i de små madboder, har vi mest spist panuchos og salbutes, som er dybstegte majstortillaer ofte med kalkun eller svinekød. Den eneste forskel på de to retter er, at panuchos er med bønnemos.
Anne Marie spiste også sopa de lima den ene aften. En dejlig smagfuld limesuppe med kalkun, friske grøntsager samt sprøde tortillachips – hvis man skynder sig!








På Nomadas Hostel, hvor vi boede, har de tre gange om ugen et lille kokkekursus, som man kan melde sig til. Vi var med til at lave tortillas og fajitas. På kurset lærte vi, at fajitas betyder bælter eller strimler, så både kød og grøntsager skal skæres i lange tynde strimler, for at man kan kalde det fajita – vi troede fejlagtigt at det havde noget med krydderiblandingen at gøre. Tortillaerne skulle først presses i en tortillapresse, og bagefter skulle de ”bages” på en varm pande. Det var om at rubbe neglene, når de skulle vendes, så man ikke brændte fingrene.
Efter kokkekurset spiste vi selvfølgelig den dejlige mad, som vi havde været med til at lave.



Og så har vi opdaget ”den mexicanske cantina” - et helt fantastisk begreb! Det er et værtshus, hvor man køber øl og drinks, til gengæld serveres der snaks gratis. Da vi var på ”La Negrita”, var der livemusik og proppet med mennesker. Stemningen var helt fantastisk, og de forskellige snacks kom i en lind strøm. Øllene kunne købes i 1-liters skruelågsglas, hvilket jo måtte prøves! En glad aften i byen med to øl og to drinks stod os i 88 kroner, hvilket så naturligvis også var inklusiv drikkepenge. Men det var så også uden for turistområdet! 






Og lige her til sidst får I vores udgave af Chili Klaus møder Mexico med Anne Marie som prøvekanin. Vi undskylder den dårlige lydkvalitet, som skyldes mange glade mennesker i byen.