fredag den 2. januar 2015

På tur til Det Døde Hav

I løbet af vores uge i Jerusalem var vi på flere ture til Vestbredden. Februar 2014 var en meget rolig periode i Israel og på Vestbredden, og det var muligt med få forholdsregler at begive sig ud på egen hånd.

Den ene dag fandt vi taxachaufføren Ayman, som for ca. 900 kr. ville køre os på en heldagstur til den gamle jødiske bjergby Masada, naturreservatet Ein Gedi, Det Døde Hav og til sidst til verdens ældste stadig beboede by Jeriko.

Vi begyndte ved Masada, hvor vi valgte at gå op ad Slangestien - og selv om det var en formiddag i februar, så var det allerede MEGET varmt. Det er også muligt at tage en kabelbane, men vi ville have den fulde oplevelse af at gå, som man gjorde det, da fæstningen blev grundlagt i år 161 f. kr.
 

 
Masada er den dag i dag et stærkt symbol på den jødiske modstand mod andres overherredømme over dem. Legenden lyder, at mens der boede ca. 1000 mænd, kvinder og børn på klippetoppen i ca. år 72 e. kr. belejrede romerne fæstningen og forsøgte at sulte og tørste folk ned fra bjerget. Folk havde imidlertid en større vandresurse og madkamre, så det var ikke sådan lige til. Og da befolkningen på bjerget til sidst var så truet, at der ikke var nogen udvej, valgte de at begå kollektivt selvmord. Hellere det end at overgive sig.
 
 

Fra Masada er der en fantastisk udsigt ud over ørkenen, Det døde hav og Jordan i det fjerne.
 
Nede igen kørte vi til Ein Gedi. Her fulgtes vi med en del israelske skoleklasser til de nærliggende vandfald. Vi så også de sjove dyr hyrax, klippegrævlinger, som folk ofte tror, er gnavere, men som siges at være i familie med elefanten - hvordan det så end hænger sammen..? Ein Gedi er et større naturreservat, og har man god tid og gode benmuskler, så venter der nogle rigtig flotte vandreture her - vi tog bare den ”sædvanlige” turistrute.
 
 

Derefter trængte vi til en tur i Det Døde Hav - det kan vel dårligt kaldes en dukkert, da vandet jo er så salt, at det er umuligt at dykke ned i det og da det samtidig svier så for vildt i øjne, næse og mund, så man slet ikke får lyst til at prøve. Rasmus og Martin forsøgte sig med diverse gakkede svømmearter og Anne Marie besluttede sig for, at det var sidste gang, at hun har badet i Det Døde Hav. Nu har hun prøvet 4 gange og det svier lige meget hver gang.
 


 

Vores chauffør havde ventet på os i skyggen, og nu begav vi os tilbage mod Jeriko - stedet hvor bymurene faldt, dengang Joshua befalede, at israliterne skulle gå rundt om og trutte i nogle horn.

Vi halvblundede lidt i bilen og vågnede først rigtig op, da vi holdt under et meget stort, gammelt træ et sted i Jeriko, hvor vi snart blev overfaldet af en meget energisk postkortsælger. Det viste sig at være det selvsamme træ, som tolderen Sakæus ifølge bibelen kravlede op i for bedre at kunne se Jesus, da han kom forbi engang for snart 2000 år siden - det var noget af en oplevelse at vågne op til denne bid af bibelen, da vi ikke anede, at dette træ stadig fandtes, eller at det stod i Jeriko for den sags skyld.
 
 

Vi kørte til de ældste ruiner i Jeriko, der viste sig at være den ældste by på jorden, som har været beboet uafbrudt de sidste 11.000 år. Vi droppede dog at gå ind, da vi hellere ville en tur op til et kloster. Vi vidste ikke rigtig hvad der foregik, men pludselig havde vores taxachauffør fået os over i en anden gammel bil, som med en lokalguide skulle køre os til klosteret -man kunne også tage en svævebane, men det var dyrt og den var ved at lukke.

Den gamle bil hostede noget, og vi vidste ikke rigtig, om vi kunne stole på vores nye ”guide”. Han kørte ad nogle mærkelige små bagveje, men pludselig stoppede han for foden at et bjerg og sagde, at vi bare skulle gå op af alle trapperne. Deroppe ville han sørge for, at vi ville blive lukket ind af en munk. Vi var lidt betænkelige ved det hele, men begav os op til en dør, som førte ind i bjergklosteret og her blev vi rigtig nok lukket ind og vist lidt rundt.
 
 
 
Dette kloster er bygget oven på det sted, hvor det siges, at Jesus overnattede dengang, han gik rundt i ørkenen i 40 dage og blev fristet af djævlen. Endnu et stykke bibelhistorie åbenbarede sig for os - og helt uden at det var derfor, vi kom forbi.
 
 
Tilbage ved ruinerne forsøgte vores nye ”guide” at lokke os ind i ruinparken, men vi var for trætte og svedige, så vi hoppede over i vores egen taxa igen og kørte tilbage til Jerusalem, hvor vi fik et velfortjent lokalt måltid på en lille restaurant.
 
 
 
Følg os på Facebook, hvor vi hver dag lægger et rejsebillede ud og kommer med updates, når vi er på farten.

 

Ingen kommentarer:

Send en kommentar