fredag den 31. oktober 2014

Etna

I sidste indlæg var vi så optagede af alt den dejlige mad, som vi hver dag fik at spise, så vi helt i stilhed undlod at fortælle, at vi faktisk havde skrevet vores blogindlæg nummer 100. Et lille jubilæum, som vi synes, er værd at fejre, da vi er stolte af fortsat at have interesserede læsere til vores rejser rundt omkring på kloden. Så tak til dig, som læser med - og tak til jer, der ind imellem finder på at kommentere på vores indlæg. Det er altid dejligt, og det er med til fortsat at give os lyst til at beskrive alt det fantastiske, som vi oplever ude i den store verden.

De tre sidste nætter på Sicilien sov vi på et BnB i den lille by Nicolosi ved foden af Etna. Den første dag gik vi lidt på opdagelse i byen og fandt hurtigt ud af, at byen nærmest er ”død” hver eftermiddag, når alle butikker lukker og holder siesta. Vi fik dog hen under aften arrangeret en tur til vulkanens top. Lørdag tegnede til at blive endnu mere klar end fredag, så derfor bookede vi til lørdag.

Fredag kørte vi halvvejs rundt om Etna og besøgte tre af de små byer på vejen Paterno, Bronte og Randazzo. Vi blev belønnet med skøn udsigt, dejlig is, lækker mad -og masser affald langs vejen. Det kunne de sgu godt have samlet op, når området omkring Etna er en af Siciliens aller, aller største turistattraktioner.




Næste dag var planen, at vi skulle med svævebanen, så med bus og endelig gå det sidste stykke til toppen sammen med en guide – eller så tæt man nu kan komme på toppen. Men AM var ikke helt i omdrejninger, så vi droppede den del af turen, der involverede vandring.


Først på formiddagen begav vi os dog trods dårligdom i bil mod svævebanen. Det var en utrolig flot tur med mange hårnålesving og overraskende mange cykelister. Vi missunder dem altså ikke!

Så var det tur til svævebane og derefter firhjulstrukket bus. Vi var på forhånd blevet advaret hjemmefra af venner, som tidligere havde besøgt Etna om, at det var en kold fornøjelse og at vi skulle huske godt med varmt tøj, så AM havde både pakket vinterhue og sælskindsluffer – men vi havde simpelthen ramt den helt rigtige dag. Der var fuldstændig skyfrit og dejlig lunt på toppen, hvis man ikke stod lige i vinden, så hue og luffer kom aldrig frem fra tasken. Grundet det fine vejr kunne vi også helt klart se toppen af Etna, hvor der konstant steg gasser op.
 
 

Ved bussen mødte vi en guide, som tog os med op på det nærmeste krater – Etna har mange sidekratere og det er en af verdens mest aktive vulkan. Den var sidst i udbrud august 2014, så vi kom lige et par måneder for sent.
 
 
 
 
 
 
Det seje ved Etna er, at man ofte kan tage op på vulkanen også selv om den er i udbrud, da lavaen er meget sejtflydende og derfor løber meget langsomt. Vi kunne tydeligt se lavastrømmene, som havde flydt for et par år siden, ved et tidligere udbrud.

 
 

Det var en super fin og spændende tur på vulkanen Etna, som vi gerne vil anbefale andre, som også er vulkaninteresserede.
 
 
 
Sidste billede af smukke Etna fra flyveturen hjem :-)
 
 
Følg os på Facebook, hvor vi hver dag lægger et rejsebillede ud og kommer med updates, når vi er på farten.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar