lørdag den 12. juli 2014

Indonesien - Gili Gede

Når man har mere ferie end man har penge, så tager man gerne et ekstra stop på både ud- og hjemrejsen. Derfor skulle vi på dette års tur både over Frankfurt og Taipei for at komme til Bali. Så selvom turen gik fint, og vi ikke oplevede de store forsinkelser eller ventetider, var vi alligevel godt trætte, da vi efter små 24 timer ankom til Bali.

Vi havde i modsætning til Sanne og Martin, som er med os på det meste af ferien, fået visum hjemmefra, da vi skal være her i 33 dage, og man kun kan få visum i lufthavnen på 30 dage. Derfor skulle vi heller ikke hen og stå i kø for at betale for visum. Men vi skulle til gengæld hen i en meget lang kø sammen med alle andre ankomne for at komme ind i landet. Da vi så køen og ikke ville stå i den to gange, spurgte vi to forskellige personer (det er det gamle ”Inder-trick” om altid at spørge flere personer og få samme svar!), om vi skulle udfylde det samme kort som dem, der skulle have visum. Vi fik i begge tilfælde svaret, at hvis vi havde visum, skulle vi ikke udfylde kortet.
Vi havde stået i køen alle 4 og hjulpet hinanden med at hold humøret oppe i to stive timer, da vi endelig kom frem til skranken. Her fik vi så at vide, at vi da naturligvis skulle have udfyldt kortet som alle andre, og at kortene lå nede bag ved hele køen, som vi var startet i to timer tidligere...
Det blev hurtigt tydeligt for ”skrankepaven”, at Rasmus ikke havde i sinde at forlade skranken uden vished om, at vi kunne komme direkte tilbage der til med udfyldte kort. Så med den forsikring i hånden gik vi ned og fik udfyldt kortene, hvor efter vi faktisk fik lov til at komme tilbage til skranken efter en kort parlamenteren med en vagt.
Det var dejligt endelig at komme ud af lufthavnen med vores bagage!




Efter en overnatning lige uden for lufthavnen, fløj vi for ca. 150 kr. næste formiddag til Lombok, som ligger lige øst for Bali. Her blev vi hentet i bil og kørt små to timer til havnen Tembowong, som ligger på øens vestkyst. Vi kom direkte på en lille udrigger-båd, og en halv time senere ankom vi til Via Vacare-resort på øen Gili Gede (udtales Gili Ge’dæi), der skulle være vores hjem i de næste fire nætter.
Nu tænker nogen måske, at det ikke ligner os at booke os ind på et resort i fire dage. Og selvom en af os har rundet et skarpt hjørne for nyligt og måske kunne trænge til lidt mere komfort, så er der ikke sket ændringer i den retning. Der er ingen tvivl om, at ordet ”resort” nok er blevet misbrugt her. For selvom der var dejligt og meget afslappende, så var det på ingen måde luksus. Vi havde så oven i købet booket os ind på stedets ”backpacker-hytte”, som bestod af et palmebladstag, fire madrasser og fire myggenet, men ingen vægge. 



Vi fire delte et badeværelse i hovedbygningen med ”indonesisk bruser”, hvilket vil sige en spand med vand og en lille øse til at hælde vand over sig med. Toilettet var dog porcelænskumme, men da der ikke er indlagt vand på øen, ja så gav det sig selv, at det ikke var med træk og slip!

Generatoren blev startet hver aften fra 17-21, så vi kunne få lidt lys og få ladet mobiler mv. op. Men der var intet TV, så vi er i stedet blevet holdt ajour via sms-hotline til Marielyst, når det gjaldt de super vigtige fodboldresultater fra VM.

Til gengæld er vi på rekord-tid kommet ned i gear. For der var absolut intet at lave andet end at slappe af i en stor dejlig sofa med havudsigt (den blev hurtigt til ”vores”), gå ture på øen, dyrke yoga (hver morgen fra 7.30 til 9.30) eller lægge sig ud og snorkle på ”hus-revet”, hvilket vi gjorde hver dag. Det var et fint lille rev, og der var rigtig mange små farverige fisk.



Den ene dag tog vi også på en halvdags snorkeltur til to nærliggende øer. Her så vi også masser af flotte fisk og koraller samt turens tre første havskildpadder. Vi spiste græskarsuppe på stranden og nød livet sammen med to australiere, en hollænder og Via Vacaras ejer.



På Via Vacara blev vi tre gange om dagen forkælet med frisklavet mad – oftest bestående af ris og grøntsager samt en tofu-, fiske- eller kødvariant. Der blev kaldt til spisning ved at mutter slog på en lille klokke, buffeten blev præsenteret, hvorefter der var hyggelig fællesspisning på terrassen.



Eneste lille "uheld" vi havde, var en sørgelig rotte, som den sidste morgen havde forvildet sig ned i vores toilet uden mulighed for selv at komme op igen. Den så så ynkelig ud, men vi var nu glade for, at Sanne nåede at se den, inden en af os havde fået vendt bagdelen til og sat sig hen over den… hvad der videre skete med Mister Rotte ved vi ikke, da det for os var tid til at rykke videre.





Følg os på Facebook, hvor vi hver dag lægger et rejsebillede ud og kommer med updates, når vi er på farten.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar