søndag den 8. juni 2014

Montenegro

Efterårsferien blev i 2012 brugt på Balkan i det lille land Montenegro - og hvorfor nu det?
Det var der selvfølgelig flere svar på, men et af dem var direkte fly fra København på 2½ time til en rimelig fornuftig pris. Et andet var, at vi ikke tidligere havde været på Balkan, og at vi hjemmefra syntes, at det lød spændende.

Vi landede efter mørkets frembrud i hovedstaden Podgorica (måske Europas mindst kendte hovedstad) og blev budt velkomne af et større regnvejr, så vi måtte vente til næste morgen med at få et indtryk af byen.

Og nu siger de godt nok, at Podgorica er Montenegros hovedstad, men den er stadig betydeligt mindre end Odense, og den virkede mere som en landsby. Der var på det nærmeste ingen seværdigheder udover en enkelt hestevogn i gadebilledet og en ko, der stod og græssede! Altså med andre ord: Det var mere hyggeligt, end det var storslået. Der var meget få ting at se, men til gengæld var der rigtig flot udenfor byen. 


Så efter en lille gåtur, der blandt andet gik over deres nationale stolthed ”Millenium broen”, hen over torvet og ind i det tyrkiske kvarter – efterfulgt af en gang morgenmad, så var vi klar til at tage bussen videre.
 
 

Til gengæld fik vi et helt andet indtryk af byen Kotor. Den ligger ved den utroligt smukke Kotorbugt, som munder ud i Adriaterhavet og er en gammel middelalderby i labyrintstil med høje mure, snævre gyder og små hyggelige torve med masser af restauranter og cafeer. Her havde vi bestilt to overnatninger, men det lavede vi hurtigt om til 5. Vi brugte byen som base og tog de næste par dage op og ned langs kysten med bus eller i bil.


 
 
 



 

Den ene dag besøgte vi den smukke og hyggelige by Perast, hvor det forlyder, at Michael Douglas og Catherine Zeta Jones har kigget på hus (-vel ikke verdens bedste idé som by at ”brande” sig på nogle kendte, der kun overvejede at købe et hus der?).



Imellem regnbygerne gik vi rundt og så på den billedskønne by, som er bygget i veneziansk stil og de to små øer, som ligger ud for den. Og når der så blev åbnet for sluserne fra oven, sad vi på café.
Så jo, det var en fin dag trods lidt regn.


 

Dagen efter kørte vi imod syd til den noget mere turistede by Budva. Ligesom Kotor har den også en gammel middelalderby inden for høje mure, men den mangler noget af den charme, som Kotor har så meget af.


Efter en gåtur på bymurene, hoppede vi på bussen længere ned ad kysten for at se den lille ø Sveti Stefan – eller som vi hurtigt døbte den: Svedige Stefan. Det er ikke muligt for almindelige dødelige som os at få lov til at besøge øen, men hvis vi ville give 7000 kroner for et hotelværelse på øen, så ville porten med garanti gå op. Vi besindede os dog og gik tilbage langs kysten mod Budva – det er stadig gratis.



Efter at have set vejrudsigten for de kommende dage, hvor der blev lovet fuld sol og over 25 grader, bookede vi to ture gennem vores hostel sammen med to danskere Mia og Peter, som havde været med det samme fly som os.
Vi blev hentet i bil af vores guide Miroslav, som kørte os op ad den utrolig smukke vej fra Kotor til Lovcen Nationalpark. Den havde ikke mindre en 25 hårnålesving og en super, super udsigt over Kotorbugten.

 

I nationalparken besøgte vi Njegos Mausoleet på bjerget Jezerski Vrh i 1657 meters højde. Herfra var der en fantastisk udsigt 360 grader rundt. På en klar sommerdag ville man kunne kigge helt til Italien, Kroatien, Serbien, Bosnien og Albanien.

 

Området er desuden kendt for deres røgede skinker samt røgede oste. Skinkerne er ifølge vores guide ind til videre ikke på det fælleseuropæiske marked, da de vil være en alvorlig konkurrent for de spanske og italienske skinker, som derfor beskyttes af EU.

Derefter gik turen til Cetinje, den gamle hovedstad. Vi nød en frokost (med røget skinke) og det gode vejr, inden turen fortsatte imod Ostrog-klosteret – én af landets helt store seværdigheder. Et hvidmalet kloster bygget ind i/på en klippevæg. Klosteret besøges årligt af ca. 600.000 turister og pilgrimsrejsende – altså næsten lige så mange som indbyggertallet i Montenegro.


Efter klosteret gik turen igen sydpå, igennem Podgorica og ned til Balkans største sø Skadarsøen. Her besøgte vi et lille fiskerleje og nød udsigten over den blanke sø. På hjemvejen nåede vi lige et solnedgangsstop ved Svedige Stefan


 

Dagen efter gik turen nordpå til Durmitor Nationalpark. Det var en lang fire-timers køretur. Især fordi Miroslav ikke på noget tidspunkt havde bly i højrefoden. Om det var for at spare på gassen (ja, den kørte på gas, der kun koster ca. det halve af benzin) eller for at få os sikkert frem vides ikke. Men det gav os i hvert fald masser af tid til at nyde det fantastisk flotte efterårslandskab og bjergene. I Zabljak fik vi frokost, inden vi tog til Den sorte sø. Vi brugte godt og vel en time på at gå søen rundt. Det var en meget stille og flot tur. Der er meget få turister på denne årstid.


Så kørte vi til Tara-broen, der med sine 177 meter over floden Tara, gav os en rigtig fin udsigt og så havde vi godt 4 timer hjem igen… efter to fulde dage, var vi ved at være lidt trætte af at køre i bil, men mange oplevelser rigere.

 

Nå, og hvad går Montenegro så egentlig ud på? Det er et lille bitte land med kun ca. 700.000 indbyggere, som først fik sin selvstændighed fra Serbien i 2006. Det er endnu ikke medlem af EU, men møntfoden er Euro. Det har en super smuk kystlinje, flotte varierede landskaber med søer, sletter, dale og bjerge, gamle middelalderbyer og flinke folk. Og når vi nu snakker om montenegrinerne (ja, det hedder de faktisk) så har vi hørt, at de er et dovent folkefærd. Og vi må da også sige, at rigtig mange af dem ser ud til at have meget god tid. Caféerne er fyldte med folk, som sidder med en lille kop kaffe og et stort glas vand, samt en smøg i hånden. Arbejdsløsheden er på over 15 %, så man undrer sig over, hvordan de får råd til at tilbringe dagene på café – først med kaffe og efterfølgende øl.
Miroslav forklarede, at man her i landet hjælper hinanden og især sine børn. Så hvis de unge på grund af manglende arbejde er i pengenød, så skrider forældrene til for at de unge kan overleve. Vi er sikre på, at vores forældre ville gøre det samme – men dog knapt så sikre på, at vores forældre ville regne cafébesøg som nødvendige for overlevelsen!

Alt i alt har landet et godt potentiale for igen at blive et stort turistland og de første store krydstogtskibe har da også fundet deres vej ind i Kotorbugten – og ikke uden grund.

 

Følg os på Facebook eller Instagram @twodanesontour hvor vi lægger rejsebilleder ud og kommer med updates, når vi er på farten.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar