lørdag den 7. juni 2014

Jordan

Normalt blogger vi kun på vores længere ture, men vi har valgt at forsøge os med en undtagelse. Vi vil gerne prøve at dele et par korte ferier med jer, som vi mener, er værdige til et par blogindlæg. Så her får I lige en lille blogforsmag til at pirre rejselysten, inden vi sommerferieblogger igen om et par uger.


I februar 2012 rejste vi til Jordan for at se den fantastiske oldtidsby Petra. Men rejsen bød på mange andre sjove, flotte og interessante oplevelser.

Da vi landede i lufthavnen lige uden for Amman, havde vi lejet en bil, som skulle bringe os rundt i Jordan de næste 8 dage. Vi fandt dog snart ud af, at Jordan ikke er fyldt med vejskilte, at kortet i Lonely Planet-bogen ikke er det bedste at køre efter og at det måske havde været pengene værd at leje en GPS (og tegne en fuld forsikring på bilen). Men med godt humør og evnen til at spørge om vej, så begav vi os ufortrødent af sted på "grønspætte-manér" og uden moderne teknik.

Første stop var byen Madaba, som er kendt for sine mange mosaikker - og især det store Bysantinske landkort over ”Det hellige land”, som findes i gulvet i kirken Saint George. Kortet kan dateres tilbage til det 6. århundrede efter Kristi og det var både flot og interessant at se, men desværre ikke længere helt intakt.

 

Derefter gik turen mod syd, hvor vi kørte gennem smukke landskaber med stenørken og dybe slugter, som er en lille del af The Great Rift Valley.

 
Rift Valley er et meget omfattende geografisk og geologisk system, som indeholder en forkastningszone og masser af geologiske sprækkedannelser med en alder på over 35 millioner år. The Great Rift Valley strækker sig over næsten 6000 km fra det nordlige Syrien, gennem Jordandalen, Det Røde Hav og videre ned gennem Østafrika til den centrale del af Mozambique. Det er vildt at stå på kanten af denne kløft og vide, at vi nærmest står i den ene ende med tusindvis af kilometer til den anden.

 

Vi gjorde frokoststop i byen Karak, som vist nok er kendt for et gammelt fort, men vi fik nu bare noget meget lokal mad, som vi ikke rigtig kunne bestemme. Men det var som altid en oplevelse at spise som de lokale, og det smagte fint.


Restaurantens ejer må være meget glad for grøn!

Hen på eftermiddagen nåede vi til den lille turistede by Wadi Musa, som ligger ved indgangen til oldtidsbyen Petra. Her fås hoteller i alle prisklasser og efter vi havde tjekket ind på et af de billigere af slagsen, var vi klar til vores første besøg i Petra.

Petra var hovedstad i landet Nabatea - og skulle du ikke kende dette land, så er det nok fordi, det i år 106 e. kr. blev indlemmet i det store Romerrige og derved mistede sin selvstændighed. Nabatea var befolket af nabatæerne, et aramæisk-talende folk, som kom vandrende fra det nordlige Arabien og bosatte sig i området omkring det sydlige Syrien, Jordan, Sinai-halvøen og det vestlige Saudi Arabien.    

Den rige hovedstad Petra var et naturligt stop og handelscenter på de store karavaneruter fra Sydarabien til Damaskus og fra Middelhavet til Mesopotamien (i det nuværende Irak). Byen overlevede i århundreder, fordi befolkningen havde forstået at kontrollere det sparsomme vand. Ved hjælp af avanceret hydraulisk teknik, skabte de en kunstig oase og havde derved vandforsyninger til dem selv og deres dyr samt muligheden for at dyrke jorden. De opkrævede store skatter af karavanefolkene for mad, vand og beskyttelse.

Petra gik desværre til grunde som livlig handelsby, både fordi Romerne over tid mistede interesse for stedet, og fordi byen blev ramt af et kraftigt jordskælv i 363 e. kr. Hvad der skete bagefter vides ikke. Måske blev stedet invaderet af andre folkeslag, måske gik vandforsyningerne til grunde under jordskælvet. I dag står kun ruinerne tilbage.

Vi havde bestilt en tur samme aften til ”Petra by night”, en begivenhed der foregår et par gange om ugen, hvor turister kan få lov til at opleve Petra om aftenen kun oplyst af 1800 brune papirsposer med stearinlys i.

Efter vi havde betalt for indgangen, stod vi i bælgragende mørke sammen med de andre turister og så på den enormt flotte stjernehimmel. Så begyndte den 1,2 kilometer lange gåtur gennem Siq’en til hovedtemplet The Treasury.

Siq’en er en smal slugt, som er skabt ved, at vand i årtusinder har forsøgt at presse sig vej gennem de høje sandstensklipper. Den har i fordums tid, været en naturlig beskyttelse for Petra, da ingen fjender kunne nærme sig byen uden først at skulle igennem den lange smalle slugt. Hele vejen gik vi og prøvede på at forestille os, hvordan dette fantastiske sted ville se ud i dagslys. Noget vi omkring 10 timer senere skulle finde ud af.

 

Vel fremme sad vi på måtter på jorden, fik arabisk te og hørte traditionel musik, mens de små papirsposer med lys i gav en hel særlig og magisk stemning.

 

Næste morgen meget tidligt var vi mere end klar til at udforske Petra - nu i dagslys og med privat guide. Det er faktisk sjældent, at vi betaler for en guide men netop her i Petra, ville vi gerne have alle de spændende oplysninger og historier, vi kunne suge til os.

Vi begyndte med igen at gå den 1,2 km lange vej gennem Siq’en. Det tog os nu over en time, da vores guide var meget ivrig efter, at vi skulle se og opleve så meget som muligt på turen.



Det var en hel anden oplevelse at bevæge os igennem slugten i dagslys, da vi nu rigtig kunne se de fantasiske farver og klippeformationer. Samtidig fik vi også udpeget forskellige templer, relieffer og vandkanaler, som var hugget ud i klipperne.



Vi lod fantasien få frit løb og forestillede os, hvordan der mon engang havde set ud, da lange kamelkaravaner fra alle verdenshjørner var reddet her igennem med elfenben, eksotiske krydderier, silke, håndvævede tæpper og meget, meget mere.

Endelig nåede vi igen frem til The Treasury, (som har været med i Indiana Jones filmen Det sidste korstog) og nu kunne vi rigtig se, hvor imponerende denne bygning er. Det var jo lidt svært aftenen før i kun stearinlysets skær.

 

Vi blev stående længe og nød en fantastisk morgen og kun at være 4 turister, når man ved, hvilket turistmekka dette sted er J

 

Derefter tog vores guide os med videre rundt i den gamle by. Vi så utrolig mange templer, gravmæler og klippehuler hugget ud i de porøse sandsten af nabatæerne, men også efterladenskaber fra Romerne i form af et amfiteater og den traditionelle markedsgade med søjler.

 


Så begav vi os den hårde vej op for at se et andet stort tempel The Monastery, som minder lidt om The Treasury.




Det var meget varmt at gå derop, men udsigten var det hele værd og vi kunne alligevel ikke få os selv til at ride på et æsel derop.

 


Om eftermiddagen kørte vi en tur til Lille Petra. Et område i nærheden af Petra, som også har gamle klippehuler. Det var fint og flot, men intet i sammenligning med Petra.

Næste morgen tog vi endnu en tidlig gåtur ind i Petra. Vi nød den stille morgenstund og at de andre turister endnu ikke var ankommet. Vi så flere templer, som vi ikke havde nået dagen før, og så gik vi for sidste gang ud igennem Siq’en, da de store turistbusser endelig begyndte at ankomme.

 



Derfra gik turen i bil endnu mere syd på. Vi skulle finde ørkenen Wadi Rum. Og nu er det så, at GPS’en ville have været god at have ved hånden. Som før nævnt, så var skiltningen sparsom og vores kort ikke af de bedste, så til tider kørte vi lidt på må og få og efter solen. Og på denne måde kom vi en lille smule på afveje. Vi var kommet ud på landet og kørte på små asfaltveje med marker på begge sider. Flere steder var der store fåreflokke med hyrder til at passe dem.
Det næste der skete var som i slowmotion. En flok drenge, som stod oppe på en mark, satte lige pludselig alle i løb ned mod bilen og som ud af den blå luft, slyngede en af drengene en stor sten mod os. Den ramte med et ordentligt drøn omkring benzindækslet, og da bilen jo var i fart, så efterlod den sig et skrabemærke af de større…

Da vi ankom til Wadi Rum betragtede vi skadernes omfang, men blev hurtigt enige om, at vi jo ikke rigtig kunne gøre noget ved det alligevel. The show must go on!

Vi havde booket en tur med nogle beduiner, som skulle sørge for at køre os en tur rundt i ørkenen og give os husly i en beduinlejr om natten.

Ørkenturen var fin, vi fik set kameler, hoppet i sanddunes, set flotte klippeformationer og gamle helleristninger, men vi har nok efterhånden set for meget til sådan rigtig at blive imponeret over en lille bunke sand.







(Ja, det er Rasmus, der er kravlet helt til tops!)

Derefter gik turen til beduinlejren, hvor vi mødte Carrie, en amerikansk pige, som bor i Danmark og træner Sønderjyskes kvindefodboldhold. Hun rejste alene og var noget utryg ved hele situationen over at være alene i den mandlige beduinlejr. Hun blev dog hurtigt beroliget, da hun så to tossede ”landsmænd”. Vi tilbragte aftenen sammen og fortalte masser af rejseanekdoter, mens vi nød lækker mad og en fantastisk stjernehimmel, inden vi gik til ro i hvert vores beduintelt.

 

Næste morgen stod vi op til morgenmad, inden vi skulle have et lift tilbage til civilisationen. Og der fik vi nok en af turens største overraskelser. Det var en lille knægt på omkring en 10-11 år, der kom kørende i en 4WD for at hente os. Vi var helt målløse og fuldstændig flade af grin, da knægten sad helt ude på det yderste af sædet for at nå pedalerne, mens han som det naturligste i verden kørte os igennem ørkensandet. Vores unge ven parkerede foran den lokale skole, løb ind efter den mand, der skulle køre os det sidste stykke hen til vores bil, hvorefter han gik ind til time. Vi var helt befippede over denne oplevelse, så vi glemte helt at tage et billede af den lille chauffør.

Vi sagde farvel til Carrie og kørte mod kystbyen Aqaba. Det blev blot til en hurtig frokost, inden vi kørte nordpå igen mod Det døde Hav. Rasmus havde aldrig været ved Det døde Hav før, så vi havde planlagt at tage en lille flydetur i det salte vand. Men da vi nærmede os, trak det op med regn og blæst, så vi besindede os.

Vi skyndte os i stedet for at køre nordpå mod den syriske grænse, hvor vi dagen efter besøgte den gamle romerske by Jerash. Vi kendte ikke til den, inden vi besøgte Jordan, men blev glædeligt overraskede. Tit synes vi, at det ukendte er nogle af de største oplevelser, da vi ikke har nogen forventninger til dem inden.

Jerash var en rigtig flot og velbevaret by med store porte, en hippodrom, et stort amfiteater, masser af høje søjler og den gamle markedsgade. Denne by blev ramt af en serie af jordskælv i år 749 e. kr. og blev derefter også forladt. Men i dag er Jerash den bedst bevarede romerske by uden for Italien!

 






Vi kørte tilbage til Madaba for at overnatte, da vi her ville være tættere på Det døde Hav, som Rasmus stadig gerne ville besøge. Næste morgen var der slud (ja, slud) imod ruden mens vi spiste morgenmad på hotellet. Det skulle dog ikke afskrække os to vikinger (høhø -folk der kender os godt ved, at vi kun bader i tropisk vand).
Men vi tog vejrudsigten på www.yr.no, som lovede stille vejr og ingen regn fra 10.30-13.30, så vi begav os igen mod Det døde Hav, og denne gang hoppede vi i bølgen blå.
Det er noget at en mærkelig fornemmelse at ligge på/i overfladen af vandet og forsøge at "hundesvømme" sig frem. Hvis man svømmer brystsvømning, stikker ens underben og fødder op over vandet, når man sparker, med meget lidt fremdrift til følge!
Men det er en vældig fin oplevelse, og som en bonus får man pga. det høje saltindhold en påmindelse om selv de mindste sår og rifter på kroppen ;-)




Sidste stop på Jordan-turen blev til Jordanfloden og det sted, hvor man mener, at Jesus blev døbt af Johannes Døberen ”Bethany Beyond the Jordan”. Man kunne kun komme dertil ved at køre med en lille bus med en guide.



Det var lidt en speciel oplevelse, at stå på den ene side af Jordanfloden og kigge de ca. 10 meter over til den anden side til Israel, hvor pilgrimme flokkedes for at røre ved det ”hellige” vand.

 


Den sidste historie I skal have i denne omgang er den om, hvordan vi fik afleveret bilen i lufthavnen, med årets største bule efter drengestregerne med den store sten.
Rasmus havde jo, grundig som han er, gennemgået bilen med udlejeren, da vi fik den, og hver en lille ridse eller bule var krævet noteret på udlejningspapirerne med en lille prik. Det skulle vise sig at være en god idé. For selvom prikken, der hvor vi var blevet ramt af en sten på størrelse med en brosten, burde have været betragteligt større for at matche bulen og de utallige skrammer, så gik den alligevel igennem med kommentaren: "This is OK, sir!"
Vi fejrede de sparede penge ved at købe hver en cola i lufthavnen og tænkte tilbage på en fantastisk oplevelsesrig tur.


Følg os på Facebook, hvor vi lægger rejsebilleder ud og kommer med updates, når vi er på farten.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar