mandag den 9. juni 2014

Georgien

I påsken 2013 gik turen til Georgien sammen med vores gode venner Martin og Sanne (Dem der også var med på Andamanerne i 2011, dengang vi havde orlov).

Anne Marie havde allerede fået interesse for Georgien tilbage i 2005, men havde aldrig rigtig fået gjort noget ved drømmen. I 2012 var hun et smut i Armenien og blev her straks betaget af Kaukasus. Dog skulle der lidt overtalelse (og kvindelist) til, inden billetterne var i hus.

Nogle måneder inden hjemme i DK havde Sanne og Rasmus hver især besluttet sig for at tage ud og more sig med venner. Anne Marie måtte blive hjemme og passe huset på Falster, mens Martin havde lagt sig syg på Thurø… og det skulle vise sig at blive en farlig cocktail. 
Med Martin og Anne Marie udstyret med hver deres computer og mobiltelefon - og uden opsyn, så føg sms’er og mails snart frem og tilbage i et væk. Mange forskellige rejsemål blev diskuteret og undersøgt, mens Rasmus og Sanne fyldte øl indenbords og fuldstændig ignorerede de efterladte og deres mange afsendte fællesmails.

Da henholdsvis Rasmus og Sanne begge kom hjem til deres respektive domicil dagen derpå efter en glad aften i byen, følte de sig begge ledt i et bagholdsangreb.
Nu skal man jo ikke tro på alt, hvad de siger, men hvis Rasmus skal beskrive denne dagen derpå, så er det noget med, at han netop var kommet træt ind af døren hvorefter han blev stillet følgende ultimatum af Anne Marie: ”Vil du med til Georgien på ferie? Ellers tager jeg af sted med en anden mand” Rasmus følte sig trængt op i en krog og kunne jo kun give et svar på den udmelding, nemlig ”JA TAK!”

Sanne havde det ikke meget nemmere på Thurø. Med lede tømmermænd blev hun kostet rundt og sat til at bestille flybilletter og tage stilling til alverdens ting, eftersom hun allerede havde bestilt en ferie til Rom sammen med en god veninde. Men i sidste ende lykkedes det også at finde en enkeltbillet fra Rom til Tbilisi et par dage efter os andre.

Og ja, så var vi klar til at tage af sted :-)


Georgien er et lille land (4,6 mill. indb.), som har haft sin selvstændighed siden 1991 efter Sovjetunionens sammenbrud. Men landet har så sent som i 2008 været i krig med Rusland om provinsen Sydossetien, som hellere vil høre til Rusland end til Georgien. Også i provinsen Abkhasien lurer problemerne under overfladen og det er ikke muligt som turist at besøge disse provinser fra Georgien. Rundt om i Georgien findes der mere eller mindre permanente flygtningelejre med georgiere, som er fordrevne fra Sydossetien og Abkhasien.


Vi havde 9 dage i Georgien og boede de fleste nætter i Tbilisi på Marinas Guesthouse, som lå to stop med metroen fra centrum i boligområdet Marjinishvili. Vi kunne rigtig godt lide det kvarter, som vi boede i og lærte snart hvor bageren, grønthandleren og den lille kiosk lå (det sidste var nok det vigtigste).



De første dage gik vi rundt og oplevede Tbilisi, som straks gav os et indtryk af at være en venlig by med et par seværdigheder, et gammelt renoveret centrum, et par funky nymodens akitektoniske bygninger,  en hyggelig atmosfære, nogle skønne restauranter (som I kan læse om her) og nogle dejlige svovlbade.

Man kan enten betale et par kroner for at gå i offentligt bad, som er delt i en mande- og en kvindeafdeling. Eller man kan leje sit eget lille private bad på timebasis, hvor der er en massagebriks, to brusere og et lille kar med meget varmt sulfurvand, hvor der netop kan nedsænke sig fire voksne mennesker. Og disse bade skulle det snart vise sig, at give os en direkte afhængighed!
 
Hver aften, efter en lang dag med nye indtryk, gik vi først i den lille kiosk efter øl og sodavand, og derefter lejede vi sådan en kabine en times tid, inden vi skulle ud og spise aftensmad. Her blev dagens mange begivenheder diskuteret og nye planer for morgendagen blev lagt.
 
 
På vores ture rundt i Tbilisi bevægede vi os også lidt uden for det finpolerede centrum og så, hvordan den ”almindelige” georgier lever og bor. Nøjsomhed og sparsommelighed må være kerneord.


 

Den ene dag stødte vi tilfældigvis ind i Tariel på gaden og han ville gerne tilbyde os at køre os ud af Tbilisi i hans gamle Opel Vectra for at se forskellige seværdigheder samt være vores guide på turen. Normalt afviser vi alle den slags tilbud, men da vi ikke lige kunne se, hvordan det hele skulle kunne lade sig gøre med offentlig transport i forhold til, hvor mange dage vi havde, så sagde vi ja tak til at høre mere om, hvad han kunne tilbyde og til hvilken pris.
Tariel viste sig at være en utrolig flink mand og da hans priser også var yderst beskedne, startede vi med at booke ham til en endagstur til det gamle klippekloster David Gareja, som ligger i det østlige Georgien lige på grænsen til Aserbajdsjan.

 
Det ortodokse kloster består af en lille del, som stadig er beboet af munke, og en stor del, som er meget forfaldent og derfor forladt.
 

Tariel viste os hver en hule, alle de steder, der havde været opbevaringsrum til mad, der hvor man kunne se, at der havde været kroge og hylder i væggene, alle kalkmalerierne, gamle kirkerum og meget, meget mere. Det var et meget særligt og smukt sted.
 

 


Et par dage efter fik vi Tariel til at arrangere os en tur til Kaukasusbjergene. Da hans egen 4WD var gået i stykker, havde han arrangeret, at vi i stedet kunne køre med hans ven ”Boris”. Ja, egentlig ved vi ikke hvad han rigtig hed, da han i løbet af de 8 timer, vi tilbragte i hans bil ikke mælede et eneste ord. Så det var bare nærliggende at kalde ham Boris, så vi andre vidste, hvem vi talte om. Anne Marie, som sad på forsædet med de ledeste tømmermænd, prøvede flere gange at spørge Boris om enkle ting, men da han ikke talte et ord engelsk, valgte han bare at stirre lige ud af forruden og ikke værdige en eneste af os et ord eller et blik. Lidt en spøjs opførsel.
Men han stoppede de rigtige steder og lod os nyde udsigten til kirker, floder og bjerge.
 
Her et billede af Ananuri Monastery med en utrolig flot udsigt
 

Bjerglandskab på vej mod Kazbegi

Vejen til Kazbegi er en oplevelse i sig selv. Det er hovedfærdselsåren mellem Rusland og Georgien og derfor fyldt med gamle russiske lastbiler. Det meste af året ligger der sne her og i perioder er vejen derfor helt lukket for trafik.
Det var en meget lang kørertur, og da vi endelig ankom til byen Stepantsminda, spiste vi frokost på en restaurant, nød synet af de sneklædte bjerge - især Georgiens tredje højeste Kazbegi (5034 m) og så kørte vi faktisk hjem igen... til en anden gang, så skulle vi nok have valgt at tage en overnatning eller to, og en skøn vandretur i området.


Det er Kazbegi-bjerget deroppe bag skyerne

Den tredje tur var heldigvis igen med Tariel. Det var en todages tur til den forladte oldtidsby Uplistsikhe, Stalins fødehjem i Gori og det gamle kloster Wardsia. Men Tariel nåede selvfølgelig også at få presset et par ekstra klostre og byer ind J
Uplistsikhe var interessant og flot og havde godt 3000 år på bagen. 


Stalins fødehjem var en oplevelse af de store! Ikke så meget på grund af selve museet, men mere på grund af vores kvindelige guide. For det første var hun begyndt rundturen, så vi dumpede sådan ind midt i ”forestillingen”. For det andet talte hun så hurtigt som et maskingevær og med tyk russisk accent, så vi var alle meget i tvivl om, hvad hun fortalte. Og for det tredje, så blev hun voldsomt irriteret, hvis man spurgte hende om noget. Det kunne hun virkelig ikke bruge tid på. Så det var en total parodi på, hvordan man ville lave en satire over et besøg på et museum i Rusland (eller i dette tilfælde Georgien).
Selve museet handlede om Josef Stalin, som åbenbart var født og opvokset i Gori, og som med tiden blev en af de største kommunistiske ledere og diktatorer. Det var Lenin der gav ham efternavnet Stalin (stålmanden) og ikke uden grund. Stalin betragtes som en af verdens største folkemordere på niveau med Hitler og Pol Pot. Han videreudviklede de fangelejre, som Lenin havde påbegyndt og man mener, at omkring 20 millioner passerede gennem lejrene under Stalins styre.


Ud over fotografier og andre effekter fra Stalin kunne man også få lov til at se hans fødehjem og hans private togvogn. Guiden vidste dog ikke rigtig, om hun gad og finde nøglen frem… men når vi nu kunne fremvise en gyldig billet, så pyt da.
 

 

Efter det noget hektiske museumsbesøg kørte vi videre til Borjomi, som ligger i et smukt område og er kendt for sit helsende kildevand. Her fandt Tariel en familie, som lejede værelser ud privat.
Næste morgen gik det mod klosteret Wardsia, hvor der stadig bor munke. Stedet var bedre bevaret end David Gareja, og der er hugget lange gange ud inde i klipperne, som man kunne få lov til at gå på.


Der er mange andre smukke og spændende steder i Georgien og dette lille land i Kaukasusregionen er klart et besøg værd! Næste gang kunne vi godt tænke os at se nærmere på regionen Svaneti, som ser utrolig smuk og interessant ud.

Følg os på Facebook, hvor vi hver dag lægger et rejsebillede ud og kommer med updates, når vi er på farten.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar