onsdag den 17. juli 2013

Mananara

”Hvad vil I lave en hel uge i Mananara?” har flere andre rejsende spurgt os, når vi har fortalt dem om vores planer. ”Der er da ingen ting at lave ud over at se en aye aye” Jamen, der har du svaret! Vi vil meget gerne se en aye aye! Vi ledte efter dette mærkelige dyr i 2007, men uden held, og NU prøver vi igen.
 
Der er et par forskellige muligheder for at komme til Mananara. Man kan sejle med et fragtskib – hvis man ellers kan finde et, som skal herop med varer, og som sejler en passende dato. Man kan sidde på ladet af en pickup truck i tre dage (pick-ups agerer busser på disse kanter, da vejene er så sindssyge, at ingen normale biler eller busser kan køre her). Eller man kan lige som os vælge at flyve. Vælger man at flyve skal man bare være opmærksom på, at der går en hel uge, inden flyet flyver tilbage igen.
Og sådan gik det til, at vi tilbragte en hel uge i Mananara for at se en aye aye.

Vel ankommet til Mananara stod vi lidt og ventede på bagagen. En lokal mand henvendte sig til os og spurgte, hvor vi skulle bo. Vi vidste, at der var to fornuftige muligheder i byen, og vi havde valgt Chez Roger, så det fortalte vi manden, som viste sig at være selveste Mr. Roger. Så han skovlede os og vores bagage ind i hans pickup truck og tog os med hjem – så nemt var det!
 


Men mens man venter på aye ayen, skal der ligesom ske noget. Vi forsøgte at spørge Mr. Roger om lidt forskelligt, men da han kun taler fransk og vores franske er næsten ikke eksisterende, satte han os i kontakt med Marie Louise, som er engelsktalende guide her i byen.

Vi forklarede Marie Louise, at vi havde en ide om, at vi gerne ville med den lokale Taxi Brousse til Sahasoa  kun godt 36 km herfra, men Marie Louise gjorde bare store øjne og rystede på hovedet. ”Det bliver uden mig” sagde hun med et stort grin. Hun havde netop kørt turen for 3 dage siden og vidste, at vejen er helt forfærdelig og at de 36 km vil tage en 5-6 timer – hver vej. Men hun kendte en anden guide, som ville gå turen dagen efter. Vi kunne få lov til at følges med ham. Så var det vores tur til at gøre store øjne og takke nej tak.

I stedet ville hun rigtig gerne lave os et program for de næste 5 dage, hvor hun for godt 40 kr. om dagen vil guide os rundt i lokalområdet – det er altså fundet for de penge!!! Så vi sagde selvfølgelig straks ja tak.

Følg os på Facebook, hvor vi lægger rejsebilleder ud og kommer med updates, når vi er på farten.   

Ingen kommentarer:

Send en kommentar