søndag den 28. juli 2013

Famadihana

Næste stop på vores tur var Madagascars tredje største by Antsirabe. Her havde vi bedt om at få lov til at deltage i den lokale skik famadihana.
 
Byen Antsirabe er kendt for sine mange pousse pousses, en ”cykeltaxa” uden cykel! I stedet er det en mand, ofte med bare tæer, der løber foran vognen. Vi synes, at det er lidt umenneskeligt, at folk kan lade sig trække rundt på den måde, men for pousse pousse-chaufføren er det jo et job som så meget andet.



Der blev også tid til en tur på markedet lørdag formiddag, og vi må sige, at vi så fattigdom, som vi ikke har set nogen andre steder i Madagascar. Men det er jo her som så mange andre steder i verden: storbyer lokker med troen på lykke og et bedre liv, men virkeligheden er tit en anden.


Men tilbage til grunden for vores ophold. Vi ville gerne opleve en famadihana, som er en tradition, der kun praktiseres i det centrale Madagascar hvert år mellem juli og september. Familierne genbegraver deres forfædre hvert syvende år. Det vil altså sige, at de åbner gravstederne, tager de dødes knogler ud, lægger dem i nye klæder, bærer knoglerne med hjem til et familiemedlem og holder en fest, hvorefter de steder dem til hvile igen dagen efter. Det var vi selvfølgelig meget interesserede i at opleve, og derfor havde vi bedt vores chauffør om at arrangere det for os, da man selvfølgelig skal være inviteret til sådan en familiebegivenhed.

Men, men, men… nogle gange er man bare uheldig. For da vi med en lokal guide kom ud i den landsby, hvor vi var blevet fortalt, at famadihanaen skulle foregå, viste det sig, at det var yderligere tre timers gang op ad et bjerg, og at der ikke var nogen veje for biler. Klokken var allerede 2 om eftermiddagen og det var omkring den tid, vi skulle være der, så det var ikke muligt at nå frem på gåben. ØV!
Vi var fire meget skuffede turister på vej tilbage til hotellet.
 
Men vores chauffør gav ikke sådan lige op. Han ville finde en ny famadihana til dagen efter, så vi besluttede at blive i Antsirabe en dag ekstra.

Dagen efter var vi klar igen ved middagstid. Vi havde en ny lokalguide, som vidste, hvor en ny famadihana ville finde sted. Endnu engang sad vi spændte i bilen – og endnu engang blev vi skuffede… på vej til det nye sted blev vi stoppet af en mand, som fortalte, at de døde allerede var blevet genbegravet om formiddagen, så seancen var overstået. Men vores chauffør gav ikke sådan lige op, så vi kørte LANGT ud på landet af MEGET dårlige veje, da han havde fundet en tredje lokalguide, som mente at vide, at der ville være famadihana samme eftermiddag. Men også det skulle vise sig at være usandt, for da vi kom helt derud fik vi at vide, at det først var dagen efter. 
Og så gav vi altså op!

Vi følte virkelig, at det var spild af to dage – især fordi vi havde sat os op til det tre gange. Vi valgte derfor at køre videre dagen efter, da vi ikke ville bruge mere tid på det. Efter godt fire timers kørsel så vi pludselig en masse mennesker, som løb på vejen foran os. De bar på nogle store hvide pakker, og det gik op for os, at vi var kørt lige ind i en famadihana! Hvilket held!

Ja, det er en død mand, kvinden har på hovedet!

Vores chauffør rullede vinduet ned og talte med flere af deltagerne, og efterhånden fik vi lov til at deltage lidt i festelighederne. Det viste sig, at det var en familie, som var ved at flytte deres døde fra et gammelt gravsted til et nyt. Selve famadihanaen – genbegravelsen ville foregå næste dag, for først skulle der jo holdes fest om aftenen. Men vi fik altså lov til at følge dem lidt af vejen.
En ældre mand af familien, som havde svært ved at følge med folkemængden, bad om at få lov til at køre med os, og vi rykkede lidt sammen i bilen. Han blev meget glad for at få et lift og heldigvis kunne vores chauffør oversætte, hvad manden fortalte.



Efter at vi var kørt forbi optoget et par gange, steg vi alle ud af bilen og fulgte med et stykke af vejen. De lokale virkede utrolig glade og interesserede i os, og det var sjovt at se og høre, hvordan de klappede, dansede og sang undervejs.

Efter at have været ovre vest på ved Baobab-alleen, som I kan læse om i et andet blogindlæg, skulle vi køre samme vej tilbage igen – og efter godt 6 timer kørte vi igen lige ind i en famadihana. Og denne gang var festlighederne på deres højeste, da vi stoppede bilen. Gravstedet var åbnet, og alle pakkerne med knogler var taget ud. Nogle folk var i gang med at give dem nye klæder, mens andre festede og dansede til et orkester med fløjter og trommer.



For at I ligesom kan få et lille indtryk af det hele, kommer der lige en film, som er klippet sammen af de to begivenheder.



Så fra at være meget skuffede over tiden vi havde spildt i Antsirabe, så var vi super heldige til sidst.

Følg os på Facebook, hvor vi hver dag lægger et rejsebillede ud og kommer med updates, når vi er på farten.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar