fredag den 5. juli 2013

Eventyret er i gang

Sommerferien er skudt i gang, og vi er taget med Emirates via Dubai og sidder nu på Mauritius og venter på at komme det sidste stykke til Madagascar. Men eventyret er allerede begyndt!

Vi blev lige uden for lufthavnen budt velkommen til Mauritius af 3 letpåklædte dansepiger, og måske var det stemningen der gjorde, at vi hurtigt forvandlede 4 timers kedelig ventetid til en 2 timers udflugt i taxa rundt på Mauritius og 2 timers mere udholdelig ventetid/check in.



Dér foran lufthavnen blev vi ”fundet” af en ivrig taxachauffør. Og bl.a. pga. en noget overfyldt bus fik han os overtalt til at køre en tur med ham rundt i området. Vi aftalte en pris på 200 kr., og der gik ikke længe, før vi havde forelsket os i landet og dets befolkning.

Alle er flinke, søde og hjælpsomme! Selv de irriterende sælgere, er irriterende på den gode måde og tiggerne giver hånd, inden de forsøger at vriste to kroner ud af lommen på os.

Trods øens beliggenhed i Det indiske Ocean, havde vi straks en følelse af, at være kommet til Caribien. Både pga. det langsomme tempo, sukkerrørsplantagerne, befolkningens venlighed samt deres rastahår og ditto farver. 

Vi gik rundt i den lille by Mahebourgs små gader og nød stemningen. Vi nåede en tur på markedet, hvor vi smagte den lille snack dholl puri – to tynde pandekager lavet på kikærtemel og med dejlige indiskinspirerede saucer i. Og endelig var vi et smut omkring stranden ved Blue Bay, der ser ud til at kunne tilbyde rigtig dejlig snorkling i det turkisblå vand.
 

Vi glæder os allerede til at opleve meget mere af denne ø, når vi har 7 dage til rådighed på vej hjem fra Madagascar.

Anne Marie er allerede i "kurvehimlen" efter at have mødt denne bus FYLDT med kurve :-)

 
Følg os på Facebook eller Instagram: @twodanesontour, hvor vi lægger rejsebilleder ud og kommer med updates, når vi er på farten.


3 kommentarer:

  1. Dejligt at kunne følge med igen på afstand! Så må vi ses, når I er hjemme igen :-)

    SvarSlet
  2. Lyder skønt :-)

    SvarSlet
  3. Hej Ulla. Glæder os til at se jer til august. Nyd den danske sommer. Knus fra os begge

    SvarSlet