fredag den 3. august 2012

Hermosillo


Nu er vi kommet til Sonora: den stat, som Rasmus boede i for 21 år siden, da han gik et år i gymnasiet i Mexico (eller det er i hvert fald det, han påstår, at han lavede… ;-)

Først skulle vi besøge Rodolfo, en mexicansk udvekslingsstudent, som boede 4 måneder hos Else, Finn, Rasmus og Signe i Idestrup. Rasmus og Rodolfo kalder stadig hinanden for brødre – og folk kigger ind imellem lidt mærkeligt, når de to prøver på at overbevise dem om, at de rent faktisk ER rigtige brødre.

Rodolfo hentede os i lufthavnen med øl til Rasmus og kage til Anne Marie – han kender os vist lidt for godt!


Else og Finn, Signe og Lars og vi var alle til Rodolfo og Sivias bryllup her i Hermosillo for 6½ år siden, og det var en stor oplevelse. Men efter dengang, har vi ikke set dem – så der var sket meget siden sidst!

For det første har Rodolfo og Sivia fået to døtre Palomita og Sara.

 

De er flyttet ind i deres hus, som, sidst vi var her, stadig var under opførelse, og så har de startet et kagebageri op. På nuværende tidspunkt ejer de 4 kagebutikker, og alt deres tid går med at udvikle deres forretninger, som de i fremtiden håber, vil vokse yderligere.


Vi fik lov til at få en rundvisning i en af butikkerne og i produktionen, hvilket var meget interessant.

 


I weekenden kørte vi en tur op langs Rio de Sonora (Sonorafloden). Vi havde forventet at se endeløs ørken med enkelte grønne kaktusser, lige som de andre gange vi har været her. Men pga. at området har fået ekstra meget regn denne sommer, ja så var det hele meget grønt og smukt. På turen fik vi også en del små regnbyger, men det var blot dejligt, så det ikke var så varmt at køre.


Undervejs stoppede vi i små landsbyer for at spise, strække benene, se på byernes plazaer (torve) og kirker og for at smage på de forskellige byers specialiteter som f.eks. slik og is.



Sidst på eftermiddagen kom vi til Arizpe, hvor Silvias bedsteforældre bor, og hvor Silvias forældre, kusiner og onkel også ventede på os. Vi kom lige i rette tid for at blive bænket ved køkkenbordet til tacos de carne asada (madpandekager med grillet kød). Og vi blev igen mindet om, at de bedste tacos uden sammenligning fås i Sonora. Dem har vi virkelig savnet!

I løbet af eftermiddagen og aftenen blev der hygget, snakket og gået tur i Arizpe, som for over 200 år siden var hovedstad for staten Sonora. Nærmest ALLE dem, der bor i hele byen, er i familie med hinanden, og de kan alle føre deres rødder tilbage til to franskmænd, som engang bosatte sig her. Hen på aftenen blev vi også inviteret ind på byens museum, hvor vi fik en rask rundvisning af en meget energisk kvinde (som selvfølgelig også var i familie med Silvia).

Næste dag kørte vi tilbage til Hermosillo for igen at sove hos Silvia og Rodolfo. Her kom Rodolfos mor på besøg, og det var skønt også at gense hende og genopfriske minder fra Silvia og Rodolfos bryllup samt dengang vi besøgte hende i Navajoa for 9 år siden.

Den sidste dag vi var i Hermosillo viste termometeret 42 grader og vi må sige, at de temperaturer simpelthen ikke er for danskere! ”Men det bliver værre” siger de. ”Bare vent til slutningen af august. Der har vi nogle gange op til 50 grader!” Men da er vi heldigvis rejst hjem.

Følg os på Facebook, hvor vi hver dag lægger et rejsebillede ud og kommer med updates, når vi er på farten.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar