torsdag den 26. juli 2012

Playa del Carmen


Så kom vi med ”hønsebussen” til Playa del Carmen. Altså den bus, som almindelige mexicanere tager, som stopper i alle små landsbyer og hvor man kan være heldig at dele sæde med en høne. Det blev dog ikke tilfældet for os, da vi steg på i sidste sekund og fik ståpladser hele vejen.

I Playa havde vi gået mindre end 100 skridt på hovedgaden inden vi var blevet tilbudt:

1. at købe marijuana
2. at blive fotograferet sammen med en løveunge!

Velkommen til det store turistcirkus!!! Vi kunne godt huske det fra sidst vi var her, men blev alligevel overvældede over, hvor massivt det er med sælgere, der råber efter os HELE tiden.

Så efter én tur op og ned ad hovedgaden sådan for gammelt venskabs skyld, er vi nu gledet ud i sidegaderne og har allerede fundet favorit-tacostedet.

Grunden til, at vi er taget til dette turistmekka er, at Rasmus, Morten og Olivia sidste gang var ude på et helt fantastisk skildpaddedyk. De plumpede i vandet, gled med strømmen og så en masse skildpadder undervejs. Anne Marie kunne desværre ikke komme med, da hun dengang ikke havde noget dykkercertifikat. Dette helt særlige dyk har ligget og rumlet i baghovedet i alle disse år og NU skulle det være. Vi bookede to dyk med Dive Mike – en dansker, som har slået sig ned her i Playa. Det kunne desværre ikke blive dagen efter, men først tre dage senere.

I ventetiden skulle der ligesom ske noget, og da Playa egentlig ikke er noget for os, begyndte Rasmus at se sig om efter alternative dagsture. Han læste om Akumalbugten og næste morgen hoppede vi på en colectivo – en slags minivan, som kører busservice med af og påstigning hele tiden.

Stranden i Akumal er super smuk, hvilket i sig selv ville være grund nok til at tage hertil, men den helt store attraktion er, at man kan snorkle med havskildpadder. På nettet var der alle mulige gode forslag om at købe en ”snorkelguide” for 150 kr./person, for lige som at være sikker på at få set noget. Men vi valgte den billige løsning og gik selv i fra stranden.

Inden der var gået et minut, havde Anne Marie set en kæmpe fisk, så vi fortsatte fremad. Inden for det næste minut så vi pludselig en stor mørk skygge (ja, det er de fleste skygger vel?), men det var en kæmpe havskildpadde, der bare svævede lige over havbunden og guffede søgræs i sig. Og vores tilstedeværelse så ikke ud til at kunne bekymre den mindre, så vi blev og nød synet af det fantastiske dyr.

I løbet af de næste 45 minutter stødte vi på den ene skildpadde efter den anden.

Da vi kom tilbage på stranden, spiste vi morgenmad, hvorefter vi tog 45 minutter mere med de blide kæmper.

Oven på de oplevelser blev vi enige om, at der ikke længere var behov for, at betale 1000 kr. for at få lov til at tage det famøse dyk med skildpadderne, når man kunne svømme lige ud til dem ved Akumal. Så vi tog en colectivo tilbage til Playa del Carmen og gik direkte ned i dykkercenteret og afbestilte dykkerturen.

I stedet flotter vi os nok i morgen og tager en 16 kroners bustur tilbage til Akumal for lige at sige ordentligt farvel til skildpadderne og Yukatan.

Til jer, der stadig har lyst til at se vores små hjemmevideoer, kommer der en her af skildpadder.


I området findes der både grønne havskildpadder (også kaldet suppeskildpaddeer) og uægte karetteskildpadder – I må selv afgøre, hvem der er hvem!

PS. Det er Anne Marie der vinker :-)

Følg os på Facebook, hvor vi hver dag lægger et rejsebillede ud og kommer med updates, når vi er på farten.



8 kommentarer:

  1. Hej. Flot beskrevet rejse-blog. Faldt over den da vi, familie bestående af 2 børn ( 8+11) samt min mand og jeg, planlægger en rejse til Mexico ( 1 uge Playa del Carmen + 1 uge Isla del Holbox) afrejse slut august 2015. Mit spørgsmål lyder, hvordan var vejret imens i var afsted? Jeg er sådan i tvivl om det er for risikabelt at tage afsted i regntiden. Ville være så træt af det hvis vi havde regn 1 uge i streg eller lign. MVH. Linda

    SvarSlet
  2. Kære Linda
    Hvor er det dejligt, at du synes godt om vores blog og at den kan bruges af andre end den nærmeste familie.

    I kan være helt rolige - regntid på Yucatan betyder ikke heldagsregn. Hvis der kommer regn, er det en lille byge om eftermiddagen eller om natten på ca. 1 times tid. Vi kan nærmest ikke huske, at det har regnet de to sommerferier, som vi har brugt i Mexico og vi er allerede klar til at tage af sted igen til sommer (juli 2015). Vi sendte gode venner til Akumal sidste år og de var også helt vilde med det.

    En enkelt ting omkring Isla Holbox - det er en rigtig hyggelig ø, men vi var altså plaget af sandfluer på stranden der, hvor vi boede (Palapas las Gonzaz). Måske kan I finde en anden strand at bade ved, hvor I ikke bliver bidt, men husk at være opmærksomme på det og undersøg det evt. på nettet inden I tager af sted. Det er altså ærgerligt at klø sig til døde i en uge bagefter.
    Skulle I ombestemme jer med hensyn til Holbox, så vil vi da gerne lige anbefale Isla Mujeres, som vi stadig holder rigtig meget af. Øen er nem at komme til og der er super lækre strande, men det er ikke lige så laid back som Holbox. Så klart to forskellige oplevelser.

    Rigtig, rigtig god tur
    Rasmus og Anne Marie

    SvarSlet
  3. Tak for hurtig svar :-) Det er rart at høre at vi ikke skal bekymre os så meget om regntiden. Min mand og jeg har tidligere på året været på krydstogt i Caribien hvor vi besøgte Mexico via Cozumel og færge ind til Playa del Carmen og videre med bus ud til Tulum for at se de flotte Maya ruiner. Og vi var begge enige om at vi rigtig gerne ville dertil igen, nu med vores 2 børn.

    Vi vil så gerne besøge Isla de Holbox bl.a. for at kunne komme ud og svømme med hvalhajer. Jeres oplevelser ser helt fantastiske ud.

    Bliver nu bare lidt bekymret m.h.t. sandfluerne. Har et barn der bliver "ædt" at de danske myg herhjemme og vil jo ikke udsætte dem begge for "noget riskofyldt" hvis du forstår. Bekymringer bekymringer :-)

    Kunne I slet ikke være til på øen eller var det bestemte steder( stranden) problemet var?
    Var det hele dagen de stak jer eller mest aften/nat?
    Dejligt at have nogle at få lidt erfaringer fra.
    MVH. Linda

    SvarSlet
  4. Hej igen
    Vi havde kun problemer med sandfluer ved stranden -men det er jo også ærgerligt, hvis det er det, man har drømt om. Jeg badede kun ved stranden en gang. Da vi opdagede, at der var sandfluer, så var det eventyr forbi. Ungerne badede efterfølgende i en pool ved et andet hotel end det vi boede på, men det er jo ikke rigtig det samme - eller det er i hvert fald to forskellige oplevelser.
    Vi prøvede ikke at finde en anden strand på øen. Jeg hader virkelig at blive bidt af de bæster, da jeg klør og klør og klør efterfølgende.

    Angående hvalhajer, så havde vi den bedste hvalhajstur fra Isla Mujeres. I 2012 var hvalhajerne rykket tættere på Isla, så derfor skulle vi ikke sejle så langt og det var også den dag, hvor vi så allerflest. Vi tog en tur fra hver ø - du kan læse om begge ture her på bloggen, hvis du ikke allerede har gjort det.

    Vi ved jo endnu ikke hvor hvalhajerne slår sig ned i 2015, men hvis du/I følger med på bloggen til juli, så skal vi give et praj om det, når vi har besøgt Isla Mujeres endnu engang (hvis planen ikke ændrer sig).

    En tredje ting er, at det er meget nemmere at komme til Isla Mujeres end til Holbox, så det kommer jo også an på, hvor meget tid I har lyst til at bruge på transport. Færgen til Mujeres tager 20 min. fra Cancun. For at komme til Holbox skal man køre med taxa i et par timer + sejle og der er ikke lige så mange færger som til Mujeres.

    Det der taler for Holbox er, at øen er klart mindre turistet og den er rigtig hyggelig. Mujeres er lettere at komme til, strandende er lækrere og uden sandfluer.

    Ja, jeg ved ikke, om I blev endnu mere forvirrede af denne besked, men ellers må du spørge igen.

    Venlig hilsen
    Anne Marie

    SvarSlet
  5. Tak for dine svar. Vi må lige lidt i tænkeboksen.... Isla Mujeres lyder jo vældig interessant men tør vi satse på at vi kan komme ud og svømme med hvalhajer derfra? Hmmm.... for hvis ikke, så er chancen jo forspildt da vi jo så ikke skal videre til Isla Holbox. Vi må følge med til juli her på bloggen og se efter gode råd :-) Endnu engang tak for hjælpen. MVH. Linda

    SvarSlet
  6. Lige et enkelt spørgsmål mere vedr. de kære sandfluer. Var det bestemte tider af døgnet, fx fra solnedgang til solopgang de kom frem eller var i plaget på stranden hele døgnet rundt? MVH. Linda

    SvarSlet
  7. Vi oplevede sandfluer fra solopgang til solnedgang - altså alle de timer, man gider at være på stranden.

    Hvalhajerne er jo et eller andet sted mellem Holbox og Isla Mujeres, så I kan være sikre på, at I kan komme ud og svømme med hvalhajer fra begge øer. Vi skal nok undersøge sagen grundigt til sommer og holde jer opdaterede.

    Vil I følge lidt mere med på vores rejser, så har vi nu også oprettet en Facebook-side. Så kan I se, når der kommer nye indlæg på bloggen. I er velkomne til at besøge den her: https://www.facebook.com/annemarieograsmus?ref=hl

    Venligst
    Rasmus og Anne Marie

    SvarSlet
  8. Tusind tak og tak for hurtig respons :) Tak for tippet med jeres facebook-side, vil vi følge med på nye opdateringer i løbet af det nye år:)

    Rigtig god jul.

    MVH. Linda

    SvarSlet