mandag den 23. juli 2012

Bådtur/retur

En af de alt overvejende grunde til, at vi fra starten havde valgt at tage til Holbox var, at det er her fra turen ud til hvalhajerne afgår. Nu er det jo så bare sådan i år, at hvalhajerne er trukket længere imod Isla Mujeres, og det var som tidligere nævnt derfor, vi tog turen derfra i sidste uge.

Men så har man jo som turoperatør på Holbox bare endnu et es i ærmet. Det es hedder djævlerokker.

Derfor besluttede vi, nok som nogle af de eneste på øen, at vi ville tage endnu en tur ud til hvalhajerne, men med djævlerokkerne som hovedformål. Det gjorde vi vores operatør klart, og det var naturligvis ikke noget problem, at vi gerne ville i vandet og tilbringe noget tid med rokkerne.

Klog af skade fra sidste tur, indtog vi hver en søsygetablet inden afgang. Og så var det af sted.



Turen ud til rokkerne, der skulle svømme lige ved siden af hvalhajerne, skulle tage ca. 5 kvarter. Så i bedste mexikanske ”mañana-stil” kom vi til området efter to timer – lige tids nok til at se en af djævlerokkerne springe op af vandet, noget de kun gør i juli/parringsperioden.

Så begyndte vi at kunne se nogle stykker i overfladen. Og imens nogle af de andre på båden begyndte at snakke om, at vi godt kunne tage videre, så tog vi snorkeludstyret på og hoppede i baljen. Vandet var desværre så grumset, at man kun svagt kunne skimte dem, selvom de svømmede lige ved siden af os.

Efter et par forsøg blev vi samlet op med beskeden om, at vi senere kunne komme tilbage og finde flere. Herefter gik turen videre endnu en halv time ud til hvalhajerne.

Vi kunne fra starten se, at der ikke var ret mange hvalhajer sammenlignet med turen ugen forinden. Men det gav os bare ret i vores antagelse fra sidst om, at så heldig får man ikke lov til at være mange gange i livet.

Vi lod de andre springe først i. Men vi fik alligevel nogle store øjeblikke med fiskene og nogle ganske gode optagelser – udstyret og kameramanden taget i betragtning.

Nu var tiden så kommet til, at vi igen skulle lede efter djævlerokkerne. Men som alt andet i Mexico, så gik heller ikke det som planlagt.

Den ene motor satte ud, og så måtte vi ”tøffe” tilbage til fastlandet på reservemotoren. Det betød, at der ikke var mere eftersøgning af djævlerokker, ikke nogen snorkeltur ved revet, intet møde med de små rokker og ingen frokostpause. Til gengæld fik vi lov til at blive slæbt ind til land, da den anden motor også begyndte at klage sig, at få mange flere timer på havet i stegende hede, at sejle med en anden båd det sidste kvarter samt at få tilkæmpet os en kompensation på næsten 5%.

Så sidder man naturligvis tilbage og tænker, at det ikke kan være rigtigt, at man skal betale fuld pris for en hel masse, man ikke har fået.

Men så er det måske alligevel mere på sin plads at man får et los i rø…, så man lige kommer til at tænke over igen, hvor heldige vi har været!

Glemte vi at skrive, at vi også så en delfin dukke op tæt ved båden samt nogle flamingoer?



Trods principper og alt muligt andet, så var det alligevel nok de penge værd!

Og ja, videoen ligner de tidligere, men det er altså en anden tur!
 



Hvis du har lyst, så kan du følge os på Facebook, hvor vi hver dag lægger et rejsebillede ud og kommer med updates, når vi er på farten.

1 kommentar:

  1. Nu er sommeren endelig kommer til DK og så er det på sin vis nemmere at håndtere jeres oplevelser :0)
    Men forstår ikke I tager så langt væk for at bade med fisk...når i kan sidde hos fiskedokteren med fødderne i vand med fisk der kommer hen til jer hel uden at man skal anstrenge sig. Ok flamingoer er lidt sværere men så dog den anden dag en næsten helt brun due!!!
    Kan I nu fortsat nyde turen i mens jeg fortsat finder på undskyldninger for ikke at blive pi...misundelig - knus Thomas

    SvarSlet