tirsdag den 1. marts 2011

Hvalhajer

Efter 2 nætter i Filippinernes hovedstad Manila fløj vi til Legazpi og kørte med bussen ned til den lille by Donsol. Siden 1998 har Donsol været stedet, hvor man nogle måneder om året har mulighed for at snorkle med verdens største fisk: hvalhajen! Hvalhajssæsonen løber fra februar til maj, men hvis man vil være sikker på at se dem, så skal man kigge forbi i marts eller april. Så det er jo helt perfekt timing!

Hvalhajer er fantastiske! De kan blive op til 20 meter lange og har hver deres mønster af streger og prikker på oversiden af kroppen. Man burde måske umiddelbart nære en hvis frygt for disse kæmpe fisk. Men pga. deres rolige bevægelser samt det faktum, at de kun spiser plankton, er de i stedet blevet en kæmpe turistattraktion. År efter år vender de tilbage til netop Donsol, da der her er en enorm koncentration af plankton i vandet.
Rasmus havde endnu en fødselsdagsgave til gode, så vi besluttede os for, at vi ville flotte os og tage ud to gange for at interagere med hvalhajerne.
Det kom vi ikke til at fortryde!

Første dag var vejret ikke med os. Det var gråvejr og regnede af og til. Men vi var alligevel heldige og kom til at svømme ved siden af to forskellige hvalhajer. Derfor tog vi en dag mere, der bød på solskin og endnu flere ture i vandet i kæmpernes nærvær.


Fra stranden sejlede vi ud i en ”banca” – en båd med to udriggere og motor. Om bord på båden var en styrmand, en ”hvalhajsspotter”, en hjælper og en guide. Derudover kunne der være op til 6 turister på hver båd.
Når spotteren så en mørk skygge i vandet, gjorde han tegn til guiden, som bad os om at gøre os klar. Snart sad vi spændte på siden af båden iført svømmefødder, snorkel og maske. Båden sejlede så tæt på kæmpen som muligt, og når guiden råbte ”jump”, hoppede vi alle hurtigt ned i vandet og fulgte guiden hen imod hvalhajen. De fleste gange anede vi ikke, hvor vi skulle kigge hen, da vandet var meget uklart pga. den store koncentration af plankton. Men pludselig pegede guiden ivrigt ned i vandet, og vi så en kæmpe hvalhaj lige under os. Derefter var det bare om at padle alt, hvad man kunne for at følge med fisken. Når man mistede dyret af syne eller simpelthen ikke havde flere kræfter til at svømme mere, blev man samlet op af båden. Men ikke længe efter sad vi igen klar til at hoppe i vandet til endnu en stor oplevelse.

Det lyder måske dumt, men man føler lidt, at man er i audiens hos disse fantastiske dyr, når man snorkler sammen med dem. Det er som om, at vi på trods af vores lidet yndefulde måde at bevæge os i vandet på, alligevel er på tålt ophold i kæmpernes univers.

Det er ret sikkert, at det er en af de oplevelser, man for evigt vil have med sig i bagagen.
Så en kæmpe tak for gaven til Ella, Lars og Signe B-)

De af jer, der tager jer tid til at se vores lille undervandsvideo, vil nu vide, hvorfor Rasmus nærer meget stor respekt for de undervandsfotografer, der kan svømme i fuld fart og alligevel stadig holde kameraet i ro samt vigtigst af alt holde fisken i billedet!


Ingen kommentarer:

Send en kommentar