lørdag den 12. februar 2011

Manila – Home sweet home.

Vi landede i Manila på det gudsjammerlige tidspunkt kl. 5 om morgenen, tog en taxa til Makati, kørte med elevatoren op til 25. etage i Easton Place, ringede på, blev lukket ind af hushjælpen og gled lige ind og på hovedet i seng uden at vække Trina og Nick.


Trina er Anne Maries veninde fra CISV, og vi boede også hos hende, da vi var i Filippinerne i sommeren 2009. Den gang var Nick ikke hjemme, da han var i Europa for at købe en ny flyvemaskine til luftfartselskabet SEAIR, som han er medejer af.


Den første dag i Manila lavede vi ikke andet end at spise og sove – og i Filippinerne har de meget belejligt et ordsprog, der lyder noget i retningen af ”at leve livet som grisene – spise og sove, spise og sove” så det var det, vi efter bedste evne forsøgte at efterleve.


Vi fik et længe ventet måltid mad på People’s Palace – Anne Maries yndlings restaurant i Manila, som serverer uovertruffen thaimad! Da vi havde spist, sad vi bare og smilede og følte velvære. Bare det at få forskellige retter, der smagte af noget og samtidig smagte forskelligt, var en helt ny fornemmelse.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar