fredag den 4. februar 2011

Mandalay

Oven på natbussen fra Yangon til Bagan tænkte vi, at det kunne være godt med lidt afveksling. Vi havde derfor i stedet bestilt en færgetur i dagslys på Ayeyarwady-floden.

På hotellet fortalte de, at turen ville tage ca. 7 timer. Så vi regnede med, at vi kunne klare os med det vand og de kiks m.m., som vi havde tilbage fra busturen. Da vi så mødte op ved færgen kl. 04.45 næste morgen, spurgte vi forsigtigt til den forventede ankomsttid til Mandalay. Omkring kl. 18.00 – lød svaret! Altså næsten en fordobling af det forventede. Så vi var endnu engang spændte på, hvor mange timer turen reelt ville ende med at tage.

I salonen kunne der sidde ca. 100 mennesker – vi var 6 turister og to burmesere, men så havde vi da plads nok til at brede os på. Som selskab om bord på båden havde vi også en lille mus, som løb rundt mellem vores tasker.



Vi havde glædet os til at se livet på og langs med floden. Men det viste sig desværre meget begrænset, hvad der var at se ud over brunt vand og en lille bambushytte på bredden i ny og næ. Så godt 13 timer senere var vi glade for igen at have fast grund under fødderne.

Vi delte en ”blå taxa” med to tyske piger ind til Mandalay by. En ”blå taxa” er en meget lille japanskproduceret Mazda B600 fra 1950’erne med overdækket lad og to bænke. I kabinen er der plads til føreren og en person mere, hvis bare den ene altså ikke er europæer eller over 160 cm. Bagi kan der sidde fire europæere – eller otte burmesere.


Vores tid i Mandalay startede lidt uheldigt. Vi havde begge fået ondt i halsen og ind i mellem lidt feber, så den første dag gik faktisk bare med at ligge i sengen og finde lidt mad, som vi havde lyst til at spise. Her i Myanmar er det meget koldere end vi havde regnet med og samtidig er der utrolig kold air condition i natbusserne, så det er nok det, der har fået os ned med nakken.

Dagen efter delte vi igen en ”blå taxa” med de to tyske piger og kørte på en dagstur ud af Mandalay. Vi besøgte Amarapura, hvor vi så ca. 1200 munke, novicer og nonner spise i tavshed.


Vi besøgte også klosterets skole for børn, som ikke har råd til at gå i en "almindelig" skole og derfor bliver undervist gratis af munkene. Vi må sige, at vi er lidt skeptiske over for de pædagogiske principper...


Derefter besøgte vi den 1170 meter lange og berømt teaktræsbro U Bein, som vi først gik over (den var noget vakkelvorn til tider) og siden sejlede under.



Så gik turen til Inwa, hvor vi egentlig var kommet for at se et teaktræskloster og et skævt klokketårn, men vi syntes, at landskabet var den største og bedste attraktion. Her var flotte grønne rismarker med guldkupler i baggrunden og folk, der gik og arbejdede i markerne.

Til sidst besøgte vi Sagaing, hvor man kunne kravle op ad et bjerg og nyde udsigten over området. Da vi nåede tilbage til Mandalay var vi MEGET støvede af at have siddet på ladet af en pick up hele dagen.

Den næste dag tog vi selv en halvdagstur til byen Mingun, som er kendt for et stort tempel, som aldrig blev færdigbygget, da bygherren døde – hvilket jo ikke i sig selv er noget ekstraordinært. Men i 1838 blev området ramt af et stort jordskælv, som flækkede templet i flere dele, og det er det, som man nu kan komme og se ved at gå rundt om templet og kravle op på det – her er det så bare man ønsker, at det næste jordskælv ikke rammer mens man er deroppe!

Ingen kommentarer:

Send en kommentar