fredag den 4. februar 2011

Inle-søen

Og så var det desværre blevet tid til endnu en natbus… denne gang slap vi for buddhistiske bønner og popmusik – til gengæld fik vi fornøjelsen af første del af en total åndssvag og urealistisk amerikansk serie og et par timer med Myanmars svar på Linje 3. Jep, så heldige var vi nemlig!

Denne gang skulle vi desværre ikke køre på den gode vej fra hovedstaden – til gengæld var vi ude i bjergrige områder med hårnålesving, hvor der kun var en vejbane – til tider med en stribe asfalt. Det betød, at hver gang vi mødte en modkørende (hvilket nærmest skete hele tiden), skulle den ene trække ud i rabatten og holde helt stille, mens den anden kørte meget langsomt forbi. Det er ikke underligt, at al transport i dette land tager lang tid. Vi mener faktisk aldrig før at have rejst i et land med så dårlige veje som her.

Lidt over midnat sang Anne Marie fødselsdagssang for Rasmus, som altså begyndte sin fødselsdag i en natbus fra Mandalay. Og igen på denne tur blev vi vækket kl. godt 4 for at stå ud af bussen til en masse hoveder, som ville kører os til et hotel - og belært af tidligere fejl havde vi rent faktisk denne gang bestilt værelse på et hotel, så vi ikke skulle flække rundt midt om natten og lede efter et sted.

Efter nogle timers søvn stod vi op til den hyggelige by Nyaung Shwe, som ligger tæt på Inle-søen. Vi besøgte byens marked og så, hvordan folk fra de nærliggende bjergstammer kommer ned for at sælge deres afgrøder. Også her var folk virkelig venlige, og flere stillede gerne op til et lille portrætfoto.




Vi besluttede hurtigt at slå os ned her i nogle dage, da vi stadig var halvsyge med hoste, snot og ondt i halsen. Og det endte da også med en tur til lægen – ingen rejse ville jo for os være fuldendt, hvis ikke mindst en af os havde været forbi doktoren… og da vi efter 7 dage stadig ikke var kommet over forkølelsen, var det vist på tide at gøre noget drastisk ved det.

Den lille lægeklinik var i vores øjne et halvgammelt skur, hvor patienterne sad på række på en bænk og ventede på deres tur. En ung sygeplejerske, som så ud til at kede sig det meste af tiden, forberedte nogle kæmpe hestesprøjter ved at slå toppen af ampullerne af med en saks, suge indholdet op i sprøjterne, trykke en stor stråle ud af nålen og smide emballagen ud ad vinduet. Vi var noget nysgerrige for at vide, hvor stor skrammelbunken var uden for vinduet – og om den nogen sinde blev fjernet?

Da det blev Anne Maries tur viste det sig, at lægen var utrolig flink og talte et udmærket engelsk. Han tog blodtryk, lyttede på lungerne mv. og afsagde sin ”dom”: forkølelse, infektion i de øvre luftveje, bronkitis og streptokokker – sådan! Mindre kunne ikke gøre det. Anne Marie fik udleveret fire forskellige tabletter og blev beordret hvile, men slap heldigvis for den store sprøjte ;-) Og når vi nu var der, blev vi enige om, at Rasmus da også ligeså godt kunne blive undersøgt. Han slap med to forskellige tabletter.

Da Anne Marie nu havde fået udgangsforbud fra hotellet, tog Rasmus en bådtur på Inle-søen med tyske Murat og italienske Fabio. Det blev den helt store turist-tur til at begynde med, men bådsmanden fik hurtigt besked på, at workshops og markeder ikke lige var sagen. Så da han havde fået sine ”lucky tickets” ved at tage os turister hen til tre ”fælder”, faldt han til ro og begyndte at vise det, som i vores øjne er interessant, nemlig livet på søen. Da Anne Marie et par dage efter også kom med på sejltur, havde vi fortalt bådsmanden, at der ikke blev nogen ”lucky tickets” den dag.


Det var spændende at opleve, hvordan man selv i et lille samfund som dette kunne se, hvilket område af søen, der var ”Hellerup”, og hvad der var ”Nakskov”.


Men på trods af forskellen i husstørrelserne, så var der ikke stor forskel i ”vognparken”, hvor alle benyttede de samme to slags smalle både med eller uden motor. Om nogen af dem var nyere årgange end andre, var ikke til at se, da de alle var tjæret godt til.



Ud over at se, hvordan folk lever på søen, så er det også sjovt at se deres roteknikker. De lokale fiskere har udviklet en teknik, hvor de står i agterstavnen af båden med en hånd på åren og samtidig et ben ”viklet” omkring den. Så står de ellers på et ben, og med et godt vrid i hoften, et benspark og et tryk med hånden får de lavet et kraftfuldt åretag, samtidig med at de har en hånd og ofte et par fingre fri til at sætte garn mm.


En anden teknik er, at de benytter sig af store bambusrør, som de slår ned i vandet med fuld power, og så bruger de den kraft til at føre røret igennem vandet, som når man padler. Formålet med teknikken er at skræmme fiskene hen i de udsatte net.


Ud over at søen forsyner hele området med fisk, så har man også anlagt flydende haver på den, hvor man producerer tomater og agurker i et kæmpe omfang.

Et buddhistisk tempel bygget midt ude i søen er blevet en kæmpe turistattraktion, da munkene her opdrætter katte, som kan hoppe?! Vi var noget forundrede over, hvad det havde med buddhisme – eller med noget andet at gøre, og efter besøget må vi sige, at vi ikke er blevet klogere… da vi ankom til templet lå kattene mest og sov mens ca. 10 turister gik rundt og tog billeder af dem. For os at se kunne de lige så godt have taget billede af naboens kat derhjemme. Efter vi havde gået en tur blandt en masse souvenirboder begyndte der pludselig at ske noget. En ung fyr tog en metalring frem og kaldte kattene hen til sig. Han lokkede dem med kattemad og de hoppede på skift ca. 30 cm. op i luften og gennem ringen – wow! Så Thomas, nu kan du godt komme i gang med at træne Walter og Funder, så de er flyvende til næste gang, vi kommer forbi.


På vejen hjem så vi det, som vi faktisk var kommet for at se - de flotteste silhuetter af fiskerne i solnedgangens skær.






Ingen kommentarer:

Send en kommentar