torsdag den 13. januar 2011

Vores møde med inderne

Først og fremmest må vi sige, at inderne har været overraskende venlige og imødekommende! Hele tiden er der folk, som er villige til at hjælpe os med alverdens ting, og de spørger desuden til vores nationalitet og vores rejse. Men samtidig er der også nogle ting, som undrer os ved disse mennesker:


De af jer, der selv har været i Indien, vil kunne ”nikke” genkendende til indernes ”hovedrysten”. De har nemlig, som få andre i denne verden, valgt, at ryste på hovedet, når de mener ”JA”! Det er ikke en drejning i halsen fra side til side, som vi er vant til ved vores ”NEJ”. Der er snarere tale om en Pinocchio-agtig - ”mit hoved hænger i en snor, og min kæbe går fra side til side, som når man ringer med en klokke” – bevægelse.


Vi kan lige så godt fastslå med det samme, at det har været svært at vænne sig til! Vi har flere gange været på vej ud af en butik igen efter at have stillet et spørgsmål, for så at komme i tanke om, at de faktisk havde svaret ja. Samtidig har vi jo følt os nødsagede til at forsøge at lære tricket, hvilket ind til nu har vist sig ganske umuligt.


Som vi også tidligere har været inde på i forbindelse med bestilling af færgebilletter mm., så svarer langt de fleste indere kun på det, de er blevet spurgt om, uden at komme med uddybende oplysninger eller forklaringer. ”Er det her billetkøen til Neil Island?” ”Yes, sir!” Ikke noget med lige at videreformidle, at den til højre er til forudbestilling og den til venstre er til billetter med afgang i dag.


Det gælder også altid om at spørge flere indere om det samme, før man følger deres anvisninger og svar. De vil nemlig hellere pege folk i den forkerte retning, end de vil sige, at de ikke kender svaret på spørgsmålet. Så vi har flere gange spredt os og fundet hver en inder og stillet samme spørgsmål. Herefter er vi så samledes igen for at sammenholde de indsamlede informationer. Hvis der ikke er sammenhold imellem dem, så må vi ud og spørge nogle flere. Alt i alt meget underholdende, hvis man ikke lige står og har travlt – men det har man, som I måske kan fornemme, sjældent i Indien!


Vi blev også lidt forvirrede på en lille restaurant i Port Blair, hvor de kun havde ”rice items” til frokost – altså kun én ret på frokostmenukortet. Vi spurgte så, om det var thali de serverede – det vi og inderne plejer at spise til frokost, men til det svarede de ”NEJ”. Vi besluttede alligevel at bestille det, da det de andre gæster fik serveret, så godt ud. Ind kom en bakke med ris og 10 forskellige ting at dyppe i. Vi spurgte, hvad det vi fik serveret hed, hvorefter en indisk familie begyndte at forklare hver enkel sovs. Vi spurgte så, hvad det hed som måltid – hvorefter svaret var… ”THALI”!?

Vi oplever, at Inderne har en helt anden støjgrænse end os europæere. De dytter MEGET højt og MEGET længe – og hører utrolig høj og larmende musik – gerne kl. 6 om morgenen til stor ”glæde” for alle omkringboende. Vi har en mistanke om, at de alle mere eller mindre løber rundt med en høreskade.


Og så er der jo indernes accent, når de taler engelsk! Af en eller anden grund har de meget svært ved f.eks. at udtale f – til stor morskab for os andre. Vi har moret os gevaldigt, når vi skulle betale, og prisen var ”bibdi” eller når de har vist vej og svaret ”lebt, lebt”. Eller for den sags skyld ved bestilling af øl, når de siger navnet på den lokale, ”Kingpisher”. ”Halvt af hvert” bliver til ”hab – hab!” Men den sværeste, vi alligevel ved et lykketræf fik tydet, må være ”hab kædji” – selvfølgelig et halvt kilo ”half kg”! Og så er der selvfølgelig alle dem, hvor vi bare har smilet og nikket uden at forstå!

Ingen kommentarer:

Send en kommentar