fredag den 7. januar 2011

Sight seeing i Chennai

Dagen efter udfordrede vi os selv med en ”organiseret” bustur rundt i Chennai for at se de største seværdigheder, hvad end de så måtte være– og det har virkelig været en oplevelse!

Vi havde bestilt busturen gennem vores hotel og havde fået besked på at stå klar kl. 9 – men nu er det jo Indien, så vi var godt klar over, at den nok ikke var der til tiden. Efter ca. 45 minutter gik Martin ind og spurgte, hvor bussen blev af. Han fik følgende svar (igen med tyk indisk accent) ”Coming, on the way, just wait.” Ja, så præcist kan det siges…



Da bussen kom, var der tale om en gammel indisk Tata fra før krigen – og den var allerede fyldt med de andre turister – 13 indere, som virkelig fik dagens oplevelse, da vi hoppede ombord. Vi vakte stor opsigt og blevet fotograferet et utal af gange af både vores medpassagerer og andre, vi mødte undervejs rundt i byen.




Inden afgang havde vi selvfølgelig sikret os, at der var en guide med på turen for at fortælle os om alle Chennais seværdigheder – vi havde bare lige glemt at spørge, om selvsamme guide talte engelsk… hvilket det så viste sig at han gjorde i et meget begrænset omfang. Vi forstod dog, at flere af de ting, som vi skulle se på turen var lukket lige netop i dag pga. ”holiday” – hvor behændigt! Så ud af de ca. 8 ting, som var på listen over seværdigheder, som turen ville indeholde, fik vi mulighed for at se 4. Alligevel synes vi, at det var en kanon sjov tur, idet den var så indisk, som man overhovedet kunne forestille sig, og samtidig fik vi snakket og grinet sammen med de andre turister på bussen.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar