lørdag den 8. januar 2011

Jul

Så blev det juleaften, og vi opdagede det dårligt nok før kl. 19, da vi på vores veranda over en pilsner og en rom åbnede de julegaver, som vi havde fået med hjemmefra. Desuden sendte vi lidt sms’er og fik lidt retur fra familien i DK.


Middagen blev indtaget på den lokale hyggelige restaurant. Andestegen havde vi fået på forskud hjemmefra, så rejer, kongemakrel og forårsruller blev i stedet dette års julemenu.


Derefter drak vi endnu en rom og en whisky på verandaen sammen med 3 hollændere og 2 englændere. Vi havde det alle fint med, at julen som sådan ikke blev fejret i år, dog sendte vi et par tanker til de derhjemme, som vi ved, er sneet inde rundt omkring – og især til dem, som ikke nåede frem til juleaften!


Samtidig vil vi da også gerne benytte lejligheden til at sende en forsinket julehilsen og ønske godt nytår til alle jer læsere. Som I måske på nuværende tidspunkt har gættet, så er internet ikke noget, som hænger på træerne i Indien. Men bare vent – de skal nok komme efter det. Om 5 til 10 år er vi sikre på, at der vil være Wi-Fi alle steder.

2 kommentarer:

  1. Måske er det ikke den traditionelle aften med en halvberuset gammel mand i rødt kostume, kvalme og mandelgave, men det lyder som om det har været hyggeligt. Og det er jo ikke rigtig jul uden kylling i sur/sød sauce :0) Men I ønskes da rigtig fortsat godt nytår. Glæder mig meget til at følge resten af turen.

    SvarSlet
  2. Du har helt ret. Ingen jul uden forårsruller og kylling! Fedt lige at høre fra dig. Hils resten af familien og nyd tøvejret. Knus fra os begge

    SvarSlet