søndag den 9. januar 2011

Indiske mesterkokke

På en rejse til det nordlige Thailand for 10 år siden var Anne Marie på ”kokkekursus” for at lære at lave thaimad, hvilket var en skøn oplevelse. Så da hun så, at noget lignende blev udbudt på en lokal restaurant på Neil Island, slog vi alle fire til.

Vi tog på det lokale marked med vores kok, Lipi – efter at have ventet godt en halv time på, at hun skulle frisere sit hår.

(Anne Marie bag på Lipis kværn på vej ud efter løg!)

Vi besluttede, at menuen skulle bestå af naan, chapati, parota, alu parota, samosas, alugobi og butter chicken, så på markedet købte vi diverse krydderier og grøntsager samt udvalgte os en flot høne, der blev slagtet, plukket og parteret på stedet.


Så aftalte vi at mødes næste dag, hvor kurset så startede.

Vi kom til den aftalte tid, og fik derfor lov til at vente lidt over en time på, at Lipi fik badet mm. Så indtog vi restaurantens spartanske og dunkle køkken, hvor en lille kattekilling hele tiden sad i vejen midt på gulvet.
Vi startede med at lære at lave dej til tre forskellige slags brød plus til samosas, som senere skulle foldes sammen med kartoffelfyld i.



Herefter ristede vi krydderierne og blendede dem til en dejlig masala – indernes karry. Henholdsvis hvidløg og ingefær blev blendet med lidt vand. De tre ting sammen med lidt chili var alt, hvad vi skulle bruge af krydderier.
De forskellige brød blev stegt på en glohed støbejernsplade, imens vi trykkede på dem med et stykke avispapir for at få luft i dem – åbenbart et gammelt ”husmor-trick” her i Indien!


Nu var tiden imidlertid så fremskreden, at gæsterne begyndte at komme til restauranten. Så for ikke at gå for meget i vejen, gik vi over i et tilstødende og endnu mere primitivt køkken. Her lavede vi ”Butterchicken” og ”Alu Gobi”(karryret med kartofler og blomkål) samt foldede samosas. Der var noget tilrøget i det lille køkken, da komfuret ”kørte” på brænde, og det sved noget i øjnene.


Men det var rigtig hyggeligt og en rigtig god oplevelse – ja altså, vi kunne nok godt have undværet at se, at æggene står oven på køleskabet, at fisk og kylling tøs op i det samme vandfad, at den samme kniv uden afvaskning bruges til både kylling, grøntsager og frisk frugt – men ellers var det en god oplevelse! Det lader ikke til, at man i Indien skal gennemgå levnedsmiddelstyrelsens pølsemandskursus…


Da maden var færdig, satte vi os i restauranten og spiste aftensmad. Sådan en oplevelse kommer man selvfølgelig til at betale for. Vi måtte af med små 300 for råvarer og 500 for de godt 3½ time sammen med Lipi inklusiv drikkepenge. Nåh ja, altså rupees, så en lille hundredekrone for os alle fire!

4 kommentarer:

  1. Jeg har tænkt på om vi ikke skulle starte en madklub når I er tilbage igen. Planen er kun på tegnebrættet, men jeg forestiller mig noget i retning af, at I, den første gang laver mad og jeg dækker bord. Og anden gang kan jeg dække bord og så kan I lave mad osv osv
    Det ville jo være en Win-Win

    SvarSlet
  2. Dejligt at du gider at skrive!
    At vi så lige skal tygge lidt på dit forslag, er en anden sag! Jeg var mere ude i, at jeg lavede øllet, og du lavede maden? Ja, eller dækker bord, så kan pigerne hygge sig sammen om madlavningen? Tror det er endnu en win win!

    SvarSlet
  3. Gælder mig til opskrifter på naan, chapati og samosas:-) Sister

    SvarSlet
  4. Åhh ja lad os tage den over en kop øl, måske en påskebryg når I lige er kommet tilbage.

    SvarSlet