onsdag den 5. januar 2011

Hello and goodbye - Chennai

Det er Anne Marie og Sannes første rejse til Indien, mens både Rasmus og især Martin har haft deres ilddåb i dette på mange måder ekstreme land. Vi havde valgt at blive to dage i byen Chennai (det tidligere Madras) for at få en lille smag af selve Indien, inden vi skulle videre til Andamanerne. Da vi godt ved, at Indien kan være en barsk oplevelse og noget af et chok, havde vi forsøgt at forberede os godt på alt, hvad Indien kan være.

Og første smag af Indien fik Rasmus da også lige en onsdag i september, da han ville køre et smut til KBH og få lavet visum i vores pas. På Den Indiske Ambassades hjemmeside stod der, at passene kunne indleveres alle hverdage mellem kl. 9.00 og 12.00 og hentes igen på den givne dag mellem kl. 15.00 og 17.00, så det lød jo nemt!

Han indleverede passene til en lille sød indisk kvinde, som glad svarede (med tyk indisk accent): ”You can pick them up on Monday”. Rasmus blev noget forundret og forsøgte at forklare kvinden, at der da helt sikkert på deres hjemmeside stod, at man kunne få dem tilbage på den givne dag, hvorefter hun svarede: ”Yes, and I have just given you the day of Monday.” Vi var allerede dér spændte på, hvilke andre overraskelser vi med garanti får i Indien.

Endnu en forsmag fik vi i flyveren fra Dubai til Chennai, hvor vi var de fire eneste ombord, som ikke var indere. Allerede under flymaden måtte Anne Marie kapitulere – det var simpelthen ikke muligt for hende at spise sig igennem spicy chicken curry kl. 2 om natten, både læberne og hele munden brændte.

Efter at have fået vores bagage i lufthavnen, tog vi en af de taxa-dødskøreture, som Indien er så kendt for. Det føles som om, at det er med livet som indsats, når man farer gennem Chennais gader. På den anden side virker det også som om, at der findes et helt sæt af uskrevne regler, som alle chauffører kender, og som de heldigvis kører efter. Vi har indtil nu kunne opsnuse følgende:

Regel nr. 1: Dyt alt hvad du kan, så ingen andre er i tvivl om, at du er ude at køre i dag.
Regel nr. 2: Min bus er større end din rickshaw, så du holder tilbage!
Regel nr. 3: Du har godt nok grønt lys, men jeg kom først, og min bil er større end din, så du må holde tilbage.
Regel nr. 4: Der er altid plads til en scooter (næsten).


Efter en velfortjent lur på hotellet (vi havde sovet to nætter i et flysæde) var vi klar til at gå en tur på gaden og se, hvordan livet leves der. Og hvilken oplevelse i farver og dufte og meget, meget mere! Vi bor i det hyggelige kvarter Triplicane, hvor vi er blevet meget vel modtaget af de lokale. Alle er smilende og imødekommende, og vi får snakket med mange forskellige mennesker. Der er små boder, butikker og restauranter mellem hinanden, og en hel del mennesker lever og sover på gaden. Vi har bl.a. snakket med en familie i tre generationer, som bor på fortovet skråt over for vores hotel.


De har deres få ejendele rundt om sig på en måtte på fortovet og laver mad, tager bad, sover – ja praktisk talt alt til offentlig skue for alle andre.

Under vores gåtur kom vi rundt i de forskellige gader, som er opdelt efter erhverv f.eks. skomagerne, mekanikerne, tømrerne etc.


Vi nåede også helt ind i de små sidegader, hvor folk bor i små huse lavet af alt hvad de har kunnet finde af pap, brædder, blik osv. Gadens beboere blev meget overraskede over at se 4 høje, hvide mennesker vandre forbi i deres nabolag, så der blev grinet, gloet og snakket en hel del. Ja, selv gadens kuriositeter, en kvindelig dværg og en dame med flyvetænder, blev hentet frem, så vi kunne hilse på dem.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar