torsdag den 8. juli 2010

Sproglige udfordringer

Det er en selvfølge, at sproget her i Bulgarien gør det svært at begå sig. Men når så skilte, menukort mm. også er skrevet med et helt andet alfabet, så er det for alvor op ad bakke! Det kyrilliske alfabet volder os en del besvær. Nogle bogstaver er de samme, imens andre er helt anderledes og andre igen udgør sågar to eller tre bogstaver i et.
Bente og Anne Marie havde allerede i maj stiftet bekendtskab med den lokale øl ”Ариана” – altså sådan en til sommervarmen efter en tur med slåmaskinen – Apuaha! Det har vi så til megen morskab for Stefan, vi boede hos i Sofia, fundet ud af hedder Ariana! (Fordi p = r, и = i og H = n).

Flere gange om dagen går vi på” Ресторант”, som betyder restaurant, og andre dage venter vi minutter og timer på en ”автогара” – altså busstationen. Og netop på bus- og togstationer er vi helt lost, da de ofte kun skriver byerne på bulgarsk. Men nu er vi ved at have lært, at София er Sofia og Пловдив er Plovdiv...




Så som I nok kan lure, er vi ved at lave vores helt eget sprog indeholdende ord som pektopaht og apuaha – men man skulle måske have været der?!

En af de større udfordringer løb vi ind i, da vi skulle have vasket tøj. Da vi endelig fandt vaskeriet, var døren låst, og der var plantet en håndskrevet seddel i vinduet, som vi ikke havde en chance for at tyde.
Men damen i nabobutikken viste sig gerne at ville hjælpe og sagde en hel masse meget hurtigt på bulgarsk af flere omgange, inden det gik op for hende, at vi ikke fattede en hujende fis. Pludselig stod panikken nærmest malet i ansigtet på hende. Men det var kun lige ind til hun kom i tanke om vores elevers foretrukne hjælpemiddel til sprogtimerne ”google translate”. Så fik hun ellers skrevet ned og skiftet alfabet mv. Det var langt fra Oxford-engelsk, men vi nåede alligevel frem til, at hun nok skulle give det til damen, at vi skulle have vasket og tørret, og at der skulle bruges Ariel og intet skyllemiddel! Vi kunne komme og hente det kl.17!
Længe leve teknologien og den flinke dame! (vi købte hende selvfølgelig en blomst som tak for hjælpen, da vi hentede vores duftende og sirligt foldede tøj kl.1700.)

Nu bliver det så spændende i morgen, når vi tager toget til Bucharest – og starter forfra på et helt nyt sprog…


5 kommentarer:

  1. Hej begge to.
    Det er bare så hyggeligt at kunne følge med på jeres tur......... Nettet er nu en god ting :-)
    Ja, de bogstaver er sgu bare for besværlige, men hvor der er en vilje er der, som I fortæller, også en vej.

    Jeg har, som jeg skrev stået på hovedet i den gamle systue fra Hannes svigermor. MEN nu holder jeg altså ferie til Niels ringer og fortæller, at der er sat reoler og skabe op i mit lokale..... Det kommer til at ta' en krig at få det alt sammen sorteret og lagt på plads.

    Nu glæder jeg mig bare til at turen går til tjekkeland på fredag.

    Knus Bente

    SvarSlet
  2. Hej begge.
    Så bloggen i går på Marielyst. Lyder til I har det spændende.Fortsat god tur. Her arbejdes bare og kun 1 uges ferie!
    KH Birthe

    SvarSlet
  3. Hej med jer

    Fantastisk idé med bloggen! Hyggeligt at følge jer på sidelinjen. Vi har haft en rigtig dejlig - og VARM uge på Bornholm. Fortsat god ferie/rejse. Vi ses!

    Kh Annette

    SvarSlet
  4. Hej søde rejsende!
    Dejligt og underholdende at læse om jeres oplevelser!
    Knus Helle

    SvarSlet