mandag den 5. juli 2010

Hjemme hos Elena...

Plovdiv bød på overraskelser fra første færd! En taxachauffør, som tog røven på os, et hostel, som var lukket for en 4-5 år siden og så Elena, som pludselig stod rund og glad foran os på den brostensbelagte gade. ”Leder I efter et værelse?” øh, ja – det gør vi jo faktisk, så hvorfor ikke gå med inden for?


Hjemme hos Elena er der værelser med sjæl.
Her er højt til loftet og ”lounge” med TV.
En gårdhave med vinranker, tomatplanter og timian og en dejlig bænk at sidde på.



Hjemme hos Elena er der skæve vægge, bulede lofter og sætningsskader af de store.
Her er krims krams og nips-ting i alle hjørner.
Og døre uden lås – selv på toilettet.



Hjemme hos Elena er der store smil og pludren på engelsk og bulgarsk.
Her er husrum og hjerterum og henkogte ferskner på glas.
Men ikke Wi-Fi… så blogindlægget får I først i morgen.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar