mandag den 26. juli 2010

De malede kirker

Nu skal I jo ikke tro, at det hele bare er gået op i forsinkede tog og sjov og spas, så her får I lige et kulturelt indlæg.

Den mindre inspirerende by Suceava er for de fleste rejsende udgangspunktet for besøg til områdets store seværdigheder: Bucovinas malede kirker. Det helt særlige ved disse kirker er, at de er flot dekorerede ikke bare indvendigt, men også udvendigt. Kirkerne er dekorerede af forskellige kunstnere, som er blevet inspireret af hinanden og derved er der mange lighedstræk mellem udsmykningerne.



Kirkerne, som er bygget i 13- og 1400-tallet, ligger alle inden for en radius af ca. 50 km og altid i forbindelse med et kloster, som er omgivet af en beskyttende mur. Inden for den beskyttende mur, samledes daværende hærs soldater for at være klar til krig mod de fremrykkende tyrkere. Og mens soldaterne alligevel sad her og ventede i timer, dage – ja måske uger, kunne de lige så godt bruge tiden til noget fornuftigt. Gennem billederne på kirkernes ydermure havde de mulighed for at blive oplyst om bibelens budskaber.



Der er 16 kirker i området, og vi tog en guidet rundtur til de 5 af dem. Vi havde en rigtig god guide, som meget indlevende kunne fortælle om kirkernes historie, alle billederne og de særlige træk, som hver kirke besad.



I en af kirkerne satte han endda en lille konkurrence i gang. Hver kirke indeholder et rum med en ”væg-kalender”. Her er der et billede til alle dage på hele året, begyndende med den 1. september – starten på det rumænsk ortodokse kirkeår.
Billederne er opdelt i rækker efter månederne, men da der er døre og vinduer ind i mellem, kan det være lidt svært at ”læse” kalenderen. Der blev sat en cola på højkant til den person, der hurtigst kunne finde sin egen fødselsdag – og Anne Marie løb stolt af med sejren.

1 kommentar: